Mandtalstællinger
I løbet af krigen igangsatte ”Den overordentlige kommission” en række mandtalstællinger som udgangspunkt for at uddele ernæringskort. På bestemte dage skulle kommunalbestyrelsen sikre, at alle husstandens medlemmer blev registreret og fik husstandsoverhovedets underskrift på rigtigheden. I disse tællinger indgik nogle særskilte spørgsmål, som dels gav den nødvendige viden for at tildele den enkelte familie de rigtige antal ernæringskort, dels gav kommune og stat et overblik over, hvordan det fx stod til med adgangen til elektricitet.
Sukker- og flæskebeholdning i husstanden
I tællingen d. 27. december 1916 skulle alle husstande svare på: ”At jeg i min husholdning d. 27/12 1916 har en Beholdning af Sukker paa højest ___ kg erklærer jeg herved paa Tro og Love.” Udover husstandens størrelse og sammensætning, så skulle lageret af sukker således anføres som grundlag for tildeling af sukkerkort. Og var der mistanke om, at angivelsen var forkert, kunne myndighederne gå ind og lave en nærmere undersøgelse.
En senere tælling d. 10. september 1918 lå til grund for tildeling af flæskekort. Her var tillægsspørgsmålene: ”Er de Selvforsørger med Flæsk i Tiden 1. Oktbr. 1918 til 30 Septbr 1919 uden Fodertilskud fra Statslager? Er de Selvforsørger med Flæsk med Fodertilskud fra Statslager? Har de elektrisk Lys? Har de Gasbelysning?”
På mandstalskortet, som husstandsoverhovedet underskrev på tro og love, stod efterfølgende: ”Selvforsørgere har Ret til at disponere over Svin af egen Avl til Husstandenes nødvendige Forbrug, men fraskriver sig samtidig Retten til at faa Flæskekort til Husstandenes Personer. Det er forbudt de Husstande, der ikke er Selvforsørgere og som derfor faar udleveret Flæskekort at foretage Hjemmeslagtning af Svin.”
Mandtalskortene havde således både et registrerende og et oplysende sigte.
Mandtalskort og rationeringsmærker
De kommunale myndigheder skulle oprette mandtalslister på baggrund af de indsamlede mandtalskort. Derefter skulle oplysningerne sendes til Statistisk Departement og selv bruge oplysningerne til uddeling af alle de rationeringsmærker, som den enkelte kunne tilkomme.
I 1917 skulle personer, der bosatte sig i en kommune, straks give kommunalbestyrelsen besked med anmodning om at bliver optaget i mandtalsregistret. Forudsætningen for, at den enkelte borger kunne få ernæringskort, var, at han/hun var opført på de kommunale mandtalslister. Og det kunne de først blive, hvis de kunne vise en dokumentation for, at de var skrevet ud af den mandtalsliste i den kommune, som de fra fraflyttet. I løbet af krigen blev det også muligt for kommunerne at forlange, at borgerne skulle melde flytning indenfor kommunegrænsen.
Med hele rationeringssystemet fulgte således både behov og grundlag for nøjagtigt at kende til, hvor den enkelte borger befandt sig.
Folketællingerne
Var det nyt, at stat og kommune skulle vide, hvor borgerne opholdt sig. Både ja og nej. Siden 1787 var der jævnligt foretaget folketællinger i Danmark.
Folketællingerne lige før og under krigen i 1911 og 1916 var den 14. og 15. folketælling i Danmark. Fælles for alle folketællingerne var, at alle borgere skulle opgive navn, adresse, alder, køn, husstandsstilling samt deres erhverv, eller om de var på fattighjælp. I nogle af tællinger skulle der endvidere angives ægteskabelig stilling, trossamfund, fødested og eventuelle handicap.
Disse folketællinger gav et øjebliksbillede af, hvor befolkningen befandt sig. Under 1. verdenskrig blev der et stærkere og stærkere behov for myndighederne at vide, hvor borgerne var lige her og nu. De ønskede at gøre det en pligt for befolkningen at melde flytning både mellem kommunerne og indenfor en kommune. Det førte til krav om at få et egentligt folkeregister, der blev formuleret af såvel Den danske Købstadsforening i 1916, som af Fællesorganisationen for Landkommuner med bymæssig Bebyggelse og Københavns Borgerrepræsentation m.fl.
Skatteindkrævning og valglister
Ønsket om at vide, hvor befolkningen aktuelt befandt sig, var ikke kun et spørgsmål i forhold til udlevering af ernæringskort, men også fordi indkrævning af skatter blev mere og mere kompliceret og påtrængende i løbet af krigen. En omhyggelig skatteindkrævning var forudsætningen for, at stat og kommune kunne betale for alle de velfærdsordninger, som krigen medførte.
Et folkeregister ville også lette kommunerne i forhold til at få opført alle de nye vælgere på valglisterne, som fulgte af den nye Grundlov fra 1915, hvor kvinder og tjenestefolk havde fået valgret. Endelig nævnte de kommunale organisationer også, at pligten til at melde til- og fraflytning også ville gøre det nemmere at indkræve børnepenge fra fædre (hovedsagelig), der havde børn, de ikke boede sammen med. Hvis ikke kommunerne kunne finde fædrene, så måtte de trængte kommuner selv betale hjælp til børnenes forsørgelse.
http://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/klip/flyttedag-i-kobenhavn
Folkeregisterkommissionen
Der blev under krigen gjort en masse erfaringer med registrering af borgerne gennem mandtalstællingerne, som gjorde et egentligt folkeregister aktuelt.
Danmark fik ikke et folkeregister før 1924. I 1920 blev der nedsat en Folkeregisterkommission, der lavede en længere udredning og indhentede erfaringer fra andre lande og opremsede alle de registreringer, der allerede skete:
- Politiets registrering af den københavnske befolkning,
- Register over visiteringspligtige udlændinge (oprettet under krigen),
- Strafferegistre,
- Register over borgere med bestemte sygdomme,
- Lægsruller, hvor alle unge mænd skulle sørge for at blive optaget i deres 17. leveår, og hvor der var pligt til at melde flytning, så militæret altid vidste, hvor de værnepligtige opholdt sig,
- Statsborgerregister,
- Registre over børn og unge, der var under værgerådsforsorg (senere Børneværn),
- Register over personer, der skulle betale børnepenge
Både mandtalslisterne og senere folkeregistret medførte, at hele befolkningen blev meget nøjere registreret end hidtil. Folkeregistret skulle fremover kunne erstatte nogle af de mange enkeltregistre og give mange offentlige myndigheder et bedre redskab i deres daglige administration.
Motivation til at lade sig registrere
Den helt store forskel mellem mandtalstællingerne under krigen og det senere folkeregister var, hvilken motivation borgerne havde ift. at lade sig registrere. Under 1. verdenskrig kunne man ikke modtage ernæringskort og dermed få andel i den sparsomme fødevareforsyning uden at lade sig og sin husstand registrere. Med det nye folkeregister var der ikke samme gulerod. I stedet blev der udstedt bøder, hvis man ikke meddelte flytning. I dag er alle borgere stadig forpligtet til at melde flytning til Folkeregistret senest 5 dage efter, de er flyttet. Hvis de ikke gør det, kan de stadig få en bøde.
Folketællingerne fortsatte efter folkeregistrets oprettelse. Således blev der gennemført folketællinger i 1925 og derefter i 1930, 1940 og 1950. Den sidste folketælling blev foretaget i 1970 efter indførelsen af det Centrale Person Register.
CPR-register
Folkeregisterloven af 1924, som var udsprunget af 1. verdenskrig, blev først ændret med det Centrale Person Register (CPR-register) i 1968: Nu fik alle borgere i Danmark et unikt personnummer, og registreringen overgik til elektronisk registrering.
Mellem de to love i 1924 og 1968 skete mange justeringer, som afspejlede staten og kommunernes skiftende behov for viden om borgerne. Fx kom der i 1930erne bestemmelser om, at det skulle oplyses til folkeregistret, hvilken sygekasse eller sygeforsikring en borger var medlem af, da det var en pligt at være med i enten en sygekasse eller sygeforsikring. I dag samles rigtig mange oplysninger om alle borgere i CPR-registret.
Registrering og velfærdsstat
”Danskerne er et af de mest registrerede folkefærd i verden.” Sådan kunne man læse i Politiken d. 10. feb. 2010. ”I det centrale personregister (CPR) findes oplysninger om alle borgeres navn og adresse, og ved hjælp af personnummeret kan man finde oplysninger om en borgers økonomi, sundhedstilstand, uddannelse, sociale situation, kriminelle karriere og meget andet. Et væsentligt argument for disse offentlige registre er, at de er nødvendige for at opretholde en velfærdsstat som den danske. Staten skal f.eks. vide, hvor meget vi skal betale i skat, og hvilke ydelser vi er berettigede til. Som borger i et land med højt skattetryk er det vigtigt, at man kan føle sig sikker på, at staten har styr på sagerne.”
Denne sammenhæng mellem registrering af befolkningen og den danske velfærdsmodel er to sider af samme sag og har sit udgangspunkt i 1. verdenskrig.
