Et uløseligt dilemma
Forespørgslen udløste panik i hele det politiske og militære system. Alle var overbeviste om, at dette på den ene eller anden måde ville føre til Danmarks inddragen i krigen. Hvis man afviste at udlægge miner i Storebælt, ville det sandsynligvis medføre spændinger i forholdet til den store nabo mod syd. Og det ville givetvis medføre, at tyskerne selv ville udlægge miner. Hvilket Danmark som neutral stat burde søge at hindre.
Frygt for at ende som Tysklands allierede
Hvis man omvendt gik ind på mineudlægningen, ville det formentlig fra britisk side blive opfattet som neutralitetsbrud og en tysk-venlig handling. Briterne ville i så fald opfatte Danmark som fjendtlig – og det ville kun være et spørgsmål om tid, før Danmark gennem britiske repressalier eller nye ønsker fra tysk side ville blive presset til krigsdeltagelse på tysk side.
Kongen i hovedrollen
Selvom kong Christian X's bedstefar Christian IX havde anerkendt parlamentarismen som princip 14 år tidligere, tiltog Christian X sig en meget aktiv politisk rolle. For ham var det afgørende, at Danmark endte på engelsk side, hvis man blev inddraget i krigen. Under et af dagens mange møder, spurgte han flådeadmiral Kofoed-Hansen, om man ville kunne udlægge minerne og slå armeringen fra. Det bekræftede admiralen – men samtalen udviklede sig sådan, at kongen troede, at der var kommet en hemmelig aftale i stand om, at minerne ikke ville blive armeret.
Det afgørende statsråd
Om eftermiddagen tog regeringen til Amalienborg for at holde statsrådsmøde med Christian X. Den var efter de mange drøftelser kommet til, at Danmark ikke kunne lægge minerne ud – men da den ikke ville føre Danmark ud i den tilsyneladende uundgåelige krig mod Tyskland, ville regeringen tage konsekvensen af dette valg og træde tilbage. Til alles forbløffelse bad kongen om et uformelt møde før det formelle statsrådsmøde. Og her opfordrede han indtrængende regeringen til at udlægge minerne.
Formidlingen af budskabet
Officielt meddelte regeringen derefter, at den for at sikre Danmarks neutralitet fandt det nødvendigt at spærre de danske farvande med miner. Den tyske forespørgsel blev ikke nævnt. I al fortrolighed sendte kongen via den britiske gesandt et budskab til sin fætter, den britiske konge. Heri meddelte han, at minerne ikke ville være armerede – og at den danske regering var uvidende om det.
Efterspillet
Da kongen en måneds tid senere fandt ud af, at minerne var armeret, blev han ophidset. Omvendt var admiral Kofoed-Hansen uforstående over for kongens udlægning af deres samtale. Han skrev i sin dagbog, at kongen ”nu går ud fra, at han har haft en aftale med mig om, at spærringen af Store Bælt kun skulle være fingeret. Det er jo næsten humoristisk; men et faktum er det, at jeg – i hvert fald p.t. – er i unåde […]”
Perspektiverne
Mineudlægningskrisen blev afgørende for den danske neutralitetspolitik. Politikerne opdagede, at de trods alt havde et vist handlerum. For briterne viste sig at være forstående over for den danske situation – også selvom minerne var armerede. Så længe Danmarks handlinger ikke stred mod briternes interesser, var det vigtigere for briterne, at Danmark ikke rodede sig ud i krig mod Tyskland, end at den danske regering prøvede at efterleve neutraliteten til punkt og prikke. Man begyndte derfor i Danmark at operere med det selvmodsigende begreb ”velvillig neutralitet” i forhold til politikken over for Tyskland. Læren af mineudlægningskrisen blev afgørende for den danske sikkerhedspolitik frem til den tyske besættelse, 9. april 1940.
