Portræt

Jørgen Kornerup-Bang

(29. juli 1886 - 10. september 1916)
Topatleten, der blev lærer i håndgranatkast

Fra 1907-1913 var Kornerup-Bang dansk mester i tikamp, og derudover vandt i disse år guldmedaljer i spydkast, hammerkast, diskoskast; sølvmedaljer i hækkeløb; og bronzemedaljer i højdespring, stangspring og 402 meter løb (1/4 mile). Han satte 9 danske rekorder og skulle egentlig have deltaget ved de olympiske lege i Stockholm i 1912, men kom ikke til start. Ved Danmarksmesterskabet i oktober 1914 tabte Kornerup Bang sin titel i tikamp til Christian Rasmussen, også fra Silkeborg

Han lærte nogle engelske lærere at kende ved Junkers internationale Gymnastikinstitut i sin hjemby Silkeborg, og de inspirerede ham til at tage til England for at blive gymnastiklærer der. I England meldte han sig - og også hans lillebror Johannes - som frivillig til den britiske hær i 1915. Han blev sergeant i Royal Fusiliers. På grund af sine fremragende kasteevner blev han hurtigt udvalgt som instruktør i håndgranatkast.

Den 17. november 1915 blev han med bataillonen overført til Frankrig. Han overlevede selve offensiven ved Somme, men blev dræbt af en defekt håndgranat under øvelser d. 10. september 1916.

Den 3. oktober bragte den lokale avis i Silkeborg en historie om, at Jørgen Bang-Kornerup muligvis var faldet i kamp. Det var sønnen af den store atlet og udvikler af hjemmegymnastik J.P Müller, der ligeledes var ved fronten i Frankrig, som havde skrevet til Berlingske Tidende. Silkeborg Folketidende havde dog svært ved at tro på det. For det første havde Bang-Kornerups mor ingen meddelelse fået. For det andet var der lige kommet et brev fra ham om, at alt stod vel til - poststemplet så sent som 29. september. Så længe kunne censuren næppe være om at ekspedere brevene, mente avisen.

Jørgen Kornerup-Bang ligger begravet på militærkirkegården Bertrancourt i Frankrig. Broderen Johannes faldt også i kamp.

 

Murmester og topatlet.