Efter tabet af Sønderjylland i 1864 og Tysklands hastigt voksende internationale position, var det helt overordnede spørgsmål i dansk sikkerhedspolitik, hvordan man skulle placere sig i forhold til sin mægtige nabo. Svarene spændte fra en modstandslinje, hvor Danmark skulle etablere et så stærkt forsvar som muligt og søge tilnærmelse til Tysklands modstandere til en tilpasningspolitik, hvor det danske forsvar skulle indrettes mod Tysklands modstandere og tilpasses tyske ønsker. Og imellem disse to yderpoler var der forskellige grader af neutralitetspolitik, hvor Danmark skulle prøve at balancere mellem stormagterne.
Eksistensforsvar eller neutralitetsforsvar
Valget af sikkerhedspolitisk kurs havde afgørende betydning for forsvarets indretning. Hvis man ønskede en modstandslinje, måtte forsvaret indrettes for at sikre statens eksistens. Hvis man valgte en balancegang, måtte forsvaret indrettes, så det kunne sikre landets neutralitet. Navnlig i forhold til neutralitetsforsvar, var der flere mulige grader at vælge. Man kunne vælge at vogte territoriets grænser for at konstatere neutralitetsgrænser og protestere og evt. markere sin modstand imod dem, et ”konstateringsforsvar”. Eller man kunne indrette forsvaret på at afvise sådanne krænkelser, inden de eskalerede til egentlig inddragelse i krigen, et ”marginalforsvar”. I konstateringsforsvaret har forsvaret en passiv rolle, i marginalforsvaret en mere aktiv rolle.
Neutralitetsvilje
Hvad enten man valgte et konstateringsforsvar eller et marginalforsvar, var det helt afgørende, om man kunne skabe tillid til den danske neutralitetsvilje i Tyskland. Der var i Danmark et stærkt ønske om at få det tabte Sønderjylland tilbage. Og dette kunne måske friste Danmark til at hjælpe Tysklands modstandere. Der var kredse i hæren, der mente, at tyskerne derfor ville slå til mod Danmark i tilfælde af krig – og at neutralitetsforsvaret derfor i det hele taget var en illusion. Man måtte forberede sig på en eksistenskamp i håb om, at Tysklands modstandere ville komme til hjælp, inden det var for sent. En kamp, der skulle ske fra Københavns befæstning.
Otto J.M. Kofoed-Hansen
Neutralitetsforsvaret
En af neutralitetsforsvarets stærkeste fortalere var flådekommandør Kofoed-Hansen. Han advarede imod eksistensforsvaret. Ikke kun fordi, at det var urealistisk, men også fordi det kunne få tyskerne til at betvivle den danske vilje og evne til at holde andre lande ude af de danske farvande. I stedet var han fortaler for et stærkt marginalforsvar, der skulle være både militært og politisk troværdigt. Forsvaret skulle have en sådan styrke, at omkostningerne for en modstander, der krænkede dansk neutralitet, skulle opveje evt. fordele.
Forsvarsordningen 1909
Spørgsmålet om forsvarets indretning var et de mest centrale politiske spørgsmål. Det kulminerede i en langvarig kamp i forbindelse med formuleringen af en ny forsvarsordning 1908-9. Resultatet blev, at Københavns landbefæstning blev fastholdt frem til 1922, og at hæren i højere grad skulle koncentreres på Sjælland, hvor Københavns søbefæstning også skulle udbygges. Da truslen om neutralitetskrænkelser skønnedes at være størst i forbindelse med forsøg på gennemsejling af de danske stræder rundt om Sjælland, kunne man tolke ordningen som forenelig med både tanken om et marginalforsvar og et eksistensforsvar.
Den radikale regering
I 1913 fik Det Radikale Venstre for anden gang regeringsmagten i Danmark med historikeren P. Munch som forsvarsminister. Munch og de radikale gik hverken ind for et eksistens- eller et marginalforsvar. De gik snarere ind for en ikke-militær tilpasningspolitik, men de skulle som regering håndhæve forsvarsordningen af 1909.
Sikringsstyrken
Ved krigens udbrud indkaldte man i Danmark en 'sikringsstyrke'. Indkaldelsen skete i et par omgange og nåede op på knap 60.000 mand, hvilket svarede til halvdelen af den styrke, som man regnede med at kunne mobilisere i krigstilfælde. Det var vigtigt at understrege overfor omverdenen, at man ikke var på vej ind i krigen og derfor mobiliserede sin hær. Man indkaldte kun en styrke, der skulle sikre Danmark mod en pludselig overrumpling. Forskellen på Sikringsstyrken og en mobilisering var ikke kun en formel spidsfindighed. Hæren fik ikke samme adgang til at rekvirere materiel, forsyninger m.v. ved indkaldelsen af sikringsstyrken, som den ville ved mobilisering.
En ny diskussion
Spørgsmålet om Sikringsstyrkens størrelse blev hurtigt et nyt stridspunkt i forsvarspolitikken. På den ene side ønskede hæren og oppositionen så stærk en styrke som muligt. På den anden side ønskede regeringen en reduktion i størrelsen. Ønsket om at reducere styrken byggede både på, at mange indkaldte og deres familier havde svært ved at se meningen med den tilsyneladende uendelige venten, når der var brug for arbejdskraften derhjemme; men den byggede også på et politisk ønske om, at hæren ikke måtte være for stærk og dermed blive suget med i krigen, ligesom det mod krigens slutning var bekymring for, at koncentrationen af unge mænd kunne blive arnested for social og politisk uro.
