Torsdag d. 19. august 1915 udspillede den nok mest dramatiske episode i Danmark under krigen sig ved Saltholm. I nattetimerne var den britiske ubåd E13 gået på grund ud for øen under gennemsejling af Øresund.
Danske fartøjer sendes ud til den havarerede ubåd
Tidligt om morgenen indløb der meddelelse til Københavns søforsvar om, at en ubåd var stødt på grund. Danske torpedobåde blev sendt derud for at undersøge, om den var tysk eller britisk. Hvis det var en tysk ubåd og andre tyske fartøjer kom den til assistance, skulle man protestere, men i første omgang ikke anvende andre midler. Hvis det viste sig at være en britisk ubåd, skulle den danske torpedobåd forhindre tyske fartøjer i at bemægtige sig den eller angribe den.
Hvis det lykkedes ubåden selv at komme fri uden assistance inden for 24 timer, skulle den have lov at sejle. Hvis ikke ville besætningen bliver interneret. Så længe den prøvede at komme fri, var ubåden under de danske torpedobådes beskyttelse. Med disse instrukser begav danske fartøjer sig ud mod stedet.
Tyske fartøjer angriber
Det viste sig at være den britiske ubåd E13, der havde haft navigationsproblemer og ved midnatstid var stødt på grund. Mens den første danske torpedobåd lå på siden af den grundstødte ubåd, stoppede en tysk torpedobåd op ca. 1 kilometer fra stedet og iagttog, hvad der skete.
Nogle timer senere nærmede to tyske torpedobåde, der havde ligget på grænsen af dansk territorialfarvand, sig pludselig stedet med høj fart. Signalflagene på det ene tyske fartøj opfordrede til: ”Forlad fartøjet hurtigst muligt”.
Så affyrede de en torpedo mod ubåden, og derefter åbnede de ild mod ubåden, der brød i brand. Halvdelen af den tredive mand store besætning blev dræbt, de andre kastede sig i vandet for at undgå beskydningen. Den ene af de danske torpedobåde sejlede op på siden og afgav mundtligt en protest.
Ich protestiere in Nahmen meiner Regierung gegen ihre Vernichtung des englischen Unterseebotes auf dänischen Seeterritorium
Ifølge den danske kaptajn Haack rakte den tyske kaptajn en arm i vejret som tegn på, at protesten blev taget til følge, hvorefter de tyske fartøjer drejede af og sejlede bort.
De omkomne bjerges
Derefter gik mindre både fra de danske orlogsfartøjer i gang med at afsøge farvandet for at finde de savnede britiske søfolk. 14 ud af 15 savnede mand blev bragt ombord på Peder Skram, hvor en læge stod klar; men de var alle døde.
Ligene blev bragt ombord på torpedobåden Søridderen og sejlet til Lynettehavnen ind under aften. Flagene vajede på halv. Fra Lynettehavnen blev ligene sejlet videre til Marinehospitalet af patruljebåde.
De overlevende britiske søfolk førte de dræbtes kister fra Marinehospitalet til Orlogsværftet, hvorefter de selv blev indkvarteret der.
Mindehøjtidelighed
Det drøftedes med den britiske regering, om søfolkene skulle begraves i Danmark eller sejles til England. Normalt blev faldne soldater begravet, hvor de var faldet. Men det frygtedes, at en begravelse i Danmark ville kunne få karakter af pro-britisk manifestation og dermed skaber problemer for den danske neutralitet.
I stedet blev der d. 25. august afholdt en mindehøjtidelig for de dræbte søfolk på Orlogsværftet. Til stede var bl.a. den danske forsvarsminister P. Munch og admiral Kofoed-Hansen.
Kisterne sejles til England
Den savnede
Bjergningen af ubåden
Den 31. august gik bjergningsselskabet Svitzer i gang med at bjerge ubåden. Dykkere blev sendt ind i vraget for at besigtige skaderne.
Den 3. september blev ubåden løftet fri af løftepontonerne Odin og Thor og bugseret ud på dybt vandt. Her blev den hævet yderligere, så dykkere nødtørftigt kunne tætne den.
Ubådens skæbne
Ubåden blev anbragt i dok i Undervandsstationen ved Flådens Leje på Holmen. Her fik de tre maskinarbejdere fra besætningen lov til at arbejde på den i håb om at gøre den sejlklar, når krigen sluttede. Men i 1917 opgav de forehavendet.
Ubåden kom ikke ud at sejle igen. I stedet blev den solgt som skrot i 1921.
Efterspillet
Fra britisk side takkede man for den danske flådes indsats, som man ikke havde noget at udsætte på. Men man mente dog, at mandskabet ikke burde interneres. Formelt havde briterne været under den danske flådes beskyttelse; og hvis de ikke var blevet overfaldet, havde de muligvis fået ubåden fri, inden de 24 timer var forløbet. Derfor burde de have lov at gå.
Fra dansk side fastholdt man officielt, at briterne skulle interneres. Men internt i flåden var man ikke stolte af forløbet. Man havde ikke forudset faren fra de tyske fartøjer, og den danske torpedobåd Søulven havde ikke lagt sig imellem tyskerne og ubåden, men derimod op på ydersiden af den. Når briterne ikke anførte dette i deres klagemål, skyldtes det formentlig, at briterne var hoppet i vandet og prøvede at svømme væk og derfor ikke så, hvad der præcist skete.
Marineministeriets pressemeddelse til Ritzaus bureau blev redigeret, så de tyske torpedobådes ophold ved søterritorialgrænsen ikke blev nævnt, og Søulvens indsats blev forstærket til "nu straks" at være løbet imod "den tyske båd for at afværge angrebet". Alt imens protesterede Udenrigsministeriet gennem den danske gesandt i Berlin over den stedfundne neutralitetskrænkelse.
