Brændevin eller mad?
I krigen mod "Kong Alkohol" stod kampen især om, hvorvidt et landsdækkende alkoholforbud skulle bestå også efter den store krigs afslutning. Der var nemlig alkoholforbud i Danmark under 1. verdenskrig – men kun i en måned! Mellem den 27. februar og den 26. marts 1917 var al handel og udskænkning af alkohol forbudt.
Forbuddet var en direkte konsekvens af 1. verdenskrigs rasen ude i Europa. Krigen resulterede i fødevaremangel over hele Europa – også i det neutrale Danmark. Der var problemer med at skaffe mad nok til landets befolkning, og den danske regering måtte økonomisere med landets efterhånden begrænsede ressourcer. Det var ikke hensigtsmæssigt at lave essentielle fødevarer som korn og kartofler til unødvendig øl og brændevin.
Et moralsk korstog
De knap 200.000 medlemmer i de danske afholdsforeninger var begejstrede for forbuddet. Siden slutningen af 1800-tallet havde afholdsbevægelsen kæmpet for et forbud mod alkohol, og især mod den stærke brændevin. De fandt alkoholforbruget alarmerende højt, og mente, at kun et forbud ville kunne imødegå ’folkegiftens’ skræmmende følgevirkninger: fattigdom, skilsmisser, selvmord, forbrydelser, sindssygdom, ulykkestilfælde, sygdom, død.
Drikkeriet påvirkede både den enkeltes og den offentlige moral. Svage sjæle lod sig friste og blev ledt i et ødelæggende fordærv, som i sidste ende førte til ’afkommets degeneration’. For afholdsfolkene var alkoholen en større årsag til menneskelig elendighed end verdenskrigen:
”Men ud over Verden
et Udyr der raser,
der Vunder slaar i alle Lande
fra Dag til Dag
langt værre end Krigen og Pesten,
der Hjemmet øder,
der Kvinder skænder,
der Dyden krænker,”
(Uddrag fra prologen for Kvindernes Afholdsuge 1915)
I afholdsforeningerne var der en klippefast tro på, at udryddelsen af alkoholen var midlet til at skabe en bedre verden. Afholdsbevægelsen var dermed i et moralsk korstog.
Et landsdækkende alkoholforbud?
I krigsårenes mangelsituation var tilslutningen til et totalt alkoholforbud stor i den danske befolkning. I de to første måneder af 1918 lykkedes det afholdsbevægelsen at indsamle 722.280 underskrifter (mere end hver 4. dansker) for en folkeafstemning om et landsdækkende alkoholforbud.
Forslaget blev overleveret til indenrigsminister Ove Rode, men en afstemning blev aldrig iværksat. Rode var enig i, at misbruget skulle bremses, men han var ikke sikker på, at et forbud var den rigtige vej. Rode ville derfor afvente afgørelsen fra Den 2den Ædruelighedskommission, der var blevet nedsat i juli 1914:
”Den anden Opgave, som gælder Forbudsspørgsmaalet, kommer dernæst paa Dagsordenen, og det danske Samfund bør gaa uhildet til dets Undersøgelse. Mange Afholdsfolk har allerede deres Standpunkt klart, og Modpartiet deres; men vi maa kræve en uhildet Undersøgelse af Spørgsmaalet om Forbudet er det rette eller bedste Middel til Alkoholismens Bekæmpelse eller ikke, og om det virkelig kan gennemføres.” (Tale i Afholdssamfunds-Klubben 2. maj 1919)
Den personlige Friheds Værn
De modstandere af et forbud, som Rode refererede til, var foreningen Den personlige Friheds Værn. Foreningen, der blev stiftet i april måned 1917, arbejdede mod forbud og for individets ret til selvbestemmelse. Den anså alkoholforbudsbevægelsen som blot endnu en forbudsbevægelse, hvis mål var forsagelse af al ’syndig’ nydelse og livsglæde, under påskud af krigens nødtilstande. Ifølge Den personlige Friheds Værn, gav krigen alskens forbudsbevægelser mod ikke kun alkohol, men også kød, kaffe, dans, spil osv. en platform for udbredelse af deres budskaber:
”Fanatiske Forbudsfolk spekulerer i Krigssituation. De vil, at dennes nødvendige Forbudslove skal strække sig ogsaa til Freden. Dette vil vi modarbejde. Har vi ikke haft Forbud nok?” (Den personlige Friheds Værn 1918)
Men denne kamp for individets uindskrænkede frihed faldt indenrigsministeren for brystet: Det er en Kendsgerning, at enhver god Lovgivning begrænser den personlige Frihed, samtidig med at styrke den. Ubegrænset personlig Frihed findes ikke inden for et civiliseret, lovfæstet, moderne Samfund. Maaske vil man kunne finde den paa en øde Ø”. Rode slog fast, at ”Enhver Orden, som ikke er gennemsyret af Frihed, er en Forbandelse; men til Gengæld gives der ingen, hverken personlig eller social Frihed, uden Orden.” (Tale i Afholdssamfunds-Klubben 2. maj 1919)
Afgifter og fald i forbruget
Til afholdsbevægelsens store fortrydelse varede forbuddet mod alkohol som nævnt kun en måned, og det lykkedes ikke at få en folkeafstemning igennem. Til gengæld vedtog regeringen i december 1917 en lov om betydelige afgiftsforhøjelser på spiritus. Prisen for brændevin blev med et slag 12 gange højere. Omregnet til ren alkohol faldt det samlede forbrug i 1918 til mindre end ¼ i forhold til i 1916. Afgiftsforhøjelsen på spiritus ”forvandlede på kort tid vort folk fra et af de stærkest fordrukne til et af de mest ædruelige i verden”, proklamerede afholdsbevægelsen.
Men med indførelsen af afgiften fik afholdsbevægelsen det svært. Hos den brede befolkning var et alkoholforbud ikke længere en mærkesag, og medlemstallet i afholdsforeningerne faldt drastisk. Fra 1918 til 1930 blev medlemstallet i afholdsforeningerne halveret. Ifølge afholdsforeningerne var danskerne godt nok blevet mere ædru, men uden forbuddet kunne de svage sjæle stadig fristes, og samtidig gjorde de høje afgifter alkoholen til et attraktivt luksusprodukt.
1. verdenskrigs fødevaremangel var således den direkte årsag til, at den danske befolkning blev mere ædruelig, men med en ganske anden begrundelse og på en ganske anden måde end afholdsbevægelsen havde ønsket sig.
Udvalgt litteratur
Betænkning afgiven af den af Indenrigsministeriet under 16. Juli 1914 nedsatte 2den Ædruelighedskommission. København 1918
Den personlige Friheds Værn. Forbudets Modstandere. København 1918
Thorsen, Thorkil: Da Danmark blev ædrueligt. I: Alkoholpolitik. Tidsskrift for nordisk alkoholforskning 5:4 (1988)
