De udsatte krigsfanger
Dansk Røde Kors etablerede i samarbejde med regeringen i 1917 krigsfangelejrene ved Hald og Horserød. Formålet med de to krigsfangelejre var i første omgang at internere syge og sårede krigsfanger.
Hvor de raske krigsfanger kunne bruges til eksempelvis landbrugsarbejde, var de sårede krigsfanger udelukkende en belastning for den krigsmagt, der havde taget dem. Derfor var der fra krigens begyndelse internationalt fokus på, at dette var en udsat gruppe, der havde særligt brug for hjælp. I første omgang appellerede paven til, at der blev gjort en indsats for at få de sårede krigsfanger ud af fangenskab, og fra 1915 prøvede flere af de neutrale lande at tage initiativ til at afhjælpe problemet.
Schweiz gik forrest med en løsningsmodel. De tog imod lige store grupper sårede fra henholdsvis tyske og britisk/franske lejre. I slutningen af 1916 indgik Danmark en aftale med henholdsvis Rusland og Tyskland/Østrig-Ungarn om at modtage 1.800 sårede krigsfanger fra hver side. Til det formål blev Horserødlejren opført i Nordsjælland og Haldlejren ved Viborg. Til at iværksætte de to lazaretlejre oprettedes Den Danske Regerings Komité til Forplejning af syge Krigsfanger.
Knap 4000 krigsfanger blev behandlet i de to lazaretlejre i 1917 og 1918. Danmark formåede at få de lande, hvis krigsfanger blev plejet og behandlet i Danmark, til at betale for krigsfangernes kost. På den måde fik Danmark refunderet 4,7 mio. kr. ud af de samlede udgifter til lejrene på 15,2 mio. kroner.
Horserødlejren
Horserødlejren blev anlagt i statsskoven Horserød Hegn 7,5 km fra Helsingør og stod færdig i foråret 1917. Lejren bestod af 70 træbarakker og var forsynet med elektrisk lys, eget vandværk og vandklosetter. Officerslejren med langt højere standard end de menige soldaters barakker. Faciliteterne i lejren var på daværende tidspunkt langt over standarden på landet.
I Horserødlejren blev der primært anbragt russere og rumænere, men også ukrainere, polakker, kosakker og tatarer blev behandlet i lejren. Fangerne blev udvalgt af danske læger på baggrund af, om de kunne helbredes eller få det væsentligt bedre gennem et ophold i en af lazaretlejrene. Sygdommene spændte bredt fra amputerede lemmer, tuberkulose til neuroser. 2.340 krigsfanger blev behandlet i Horserødlejren.
Haldlejren
Haldlejren blev anlagt ved Hald i nærheden af Viborg og stod ligeledes færdig i foråret 1917. Officererne havde enkeltværelser, mens underofficererne og de menige måtte dele stue med op til 25 mand pr. stue. Barakkerne kunne rumme op til 40-60 mand. I Haldlejren blev anbragt tyske og østrig-ungarske krigsfanger overført fra russiske lejre. 272 tyskere og 1235 østrig-ungarere blev behandlet i lejren.
For at give soldaterne en så tålelig hverdag som muligt indrettedes værksteder, hvor de kunne arbejde som snedker, skomager, skrædder, bogbinder m.v. Man lavede teatre og orkestre, og fangerne blev undervist i fag som regning, skrivning og sprog.
En del af soldaternes liv kunne ikke reddes, og nogle fanger begik selvmord. De døde krigsfanger blev begravet henholdsvis på Viborg kirkegård og Hornbæk kirkegård.
Hjemsendelse
Når fangerne var helbredte eller i god bedring, blev de sendt til deres hjemlande, og nye transporter ankom med udvalgte, syge krigsfanger. Sygetransporter og hjemsendelser blev betalt af soldaternes hjemlande. For eksempel betalte den russiske regering i november 1917 ca. 125.000 kr., og den tyske regering godt 15.000 kr.
I maj 1918 blev de sidste af krigsfangerne fra Hald- og Horserødlejrene hjemsendt, dog med undtagelse af nogle få russere, der frygtede for deres liv ved hjemsendelse til det borgerkrigshærgede Rusland. Den danske regering gav derfor opholdstilladelse til 25 krigsfanger - 19 officerer og 6 menige - på trods af, at det var i modstrid med de internationale aftaler, der var indgået ved oprettelsen af lazaretlejrene. At syge krigsfanger skulle hjemsendes til eget land efter endt behandling var en forudsætning for de krigsførende landes accept af Danmarks tilbud om at tage sig af syge krigsfanger.
Lejrene genåbnes
Efter at have stået tomme i et par måneder genåbnede lejrene ved Hald og Horserød som flygtningelejre i august 1918. Antallet af krigsfanger, især russiske krigsfanger interneret i Slesvig, der krydsede grænsen ved Kongeåen eller Lillebælt, steg voldsomt i løbet af 1918 og kunne ikke længere huses i de eksisterende teltlejre. Derfor blev de overført til de tidligere lazaretlejre.
På grund af borgerkrigen i Rusland besluttede den danske regering, at russere, der erklærede sig som tilhængere af det bolsjevikiske styre i Rusland, skulle interneres i Hald, mens de øvrige russere interneredes i Horserød. Disse flygtninge blev i løbet af 1918 og 1919 løbende hjemsendt til Rusland eller udvekslet med udlændinge interneret i Rusland.
Efter krigens afslutning ankom en ny type krigsfanger til de to lejre. Med Dansk Røde Kors som organisator transporteredes i vinteren 1918-19 omkring 90.000 krigsfanger til Danmark fra krigsfangelejre i Tyskland. I et par uger opholdt de tidligere krigsfanger sig i diverse danske militærlejre, herunder Hald- og Horserødlejren, inden de evakuerede soldater kunne transporteres videre til deres hjemland.
Gennem krigen blev lejrene således brugt til forskellige formål og husede både syge, sårede, flygtede og evakuerede krigsfanger.
Udvalgt litteratur
Dansk Røde Kors: Hjælp ydet fra Danmark til de krigshærgede lande under og efter Verdenskrigen 1914-1918. København 1921
Bent Blüdnikow: Krigsfanger. Et billeddrama om krigsfanger i Danmark under 1. Verdenskrig. Odense 1988
