Hvorfor var der krigsfanger i Danmark?
I Europa involverede næsten alle de neutrale lande sig i humanitære aktiviteter under verdenskrigen. Det humanitære arbejde legitimerede og styrkede neutraliteten og var derfor en del af de neutrale landes forsøg på at holde sig ude af krigen.
Det anslås, at op imod 8,5 millioner mennesker blev taget til fange under krigen, og gennem et stort humanitært hjælpearbejde blev Danmark ansvarlig for utallige krigsfangers skæbne.
Omkring 100.000 krigsfanger kom til det neutrale Danmark som følge af krigen. Man kan skelne mellem forskellige typer af krigsfanger:
- Tyske og engelske soldater, der blev interneret i Danmark, så længe krigen varede, fordi deres fly eller skibe forulykkede på dansk grund
- Krigsfanger i Tyskland, der flygtede og nåede til Danmark
- Syge og sårede soldater i udenlandske krigsfangelejre, der blev overført til Danmark for at blive behandlet af danske læger og sygeplejersker
- Krigsfanger i Tyskland, der ved krigens afslutning blev evakueret fra tyske fangelejre og kortvarigt opholdt sig i transit i Danmark
Internerede soldater
Ifølge gældende folkeret var Danmark som neutral stat forpligtet til at internere soldater fra de krigsførende magter, som opholdt sig på dansk territorium i mere end 24 timer. Denne bestemmelse betød, at Danmark var forpligtet til at tage soldater som krigsfanger.
Knap 200 tyske soldater grundstødte eller nødlandede på dansk territorium i deres skibe, fly eller zeppelinere. Derudover havnede 30 overlevende britiske besætningsmedlemmer fra ubåden E13 samt havarerede piloter også på dansk territorium. Danmark var forpligtet til at internere dem alle til krigens slutning. Håndteringen af de internerede var en svær balancegang. På den ene side skulle man sikre sig, at de ikke kunne flygte og dermed vende tilbage i krigstjeneste. På den anden side skulle de internerede behandles så godt, at Danmark ikke modtog klager fra de krigsførende lande, soldaterne kom fra.
Flygtede krigsfanger
En langt større gruppe udgjordes af de omkring 6.000 krigsfanger i Tyskland, der flygtede og krydsede grænsen til Danmark. Det drejede sig primært om de russiske fanger, som blev sendt til Nordslesvig og anvendt som gratis arbejdskraft i landbruget – nogle var utilfredse med kosten og uvillige til at arbejde for de lokale i markerne. Nogle flygtninge kom over grænsen ved Kongeåen, mens andre sejlede til Danmark i små både eller på tømmerflåder.
Nogle britiske og franske fanger, der flygtede til Danmark, forsøgte at komme tilbage til deres hjemland og aktiv tjeneste så hurtigt som muligt. De russiske fanger var derimod mindre opsatte på at vende tilbage til de kaotiske forholde i Rusland, og mange af dem valgte at blive i Danmark.
Særligt i 1918 og 1919 flygtede krigsfanger fra Tyskland til Danmark. De blev registreret som militærflygtninge og placeret i interimistiske teltlejre eller overført til de to lazaretlejre i Hald og Horserød, som blev tømt for syge krigsfanger i maj 1918. Udover Hald- og Horserødlejrene var der i december 1918 flygtningelejre i Gørding, Ribe, Grindsted, Hejnsvig, Taps, Assens, Faaborg, Spanget, Harne og Rødby.
De danske myndigheder forsøgte at forhindre flygtninge i at komme til landet på grund af den økonomiske byrde, der hang sammen med, at man ikke kunne slippe af med dem igen. Tyskland ville ikke have dem igen, og Ruslands situation gjorde, at man ikke kunne sende dem dertil. For at forhindre flygtninge i at komme til Danmark fik to af de danske ubåde til opgave at patruljere i Lillebælt.
Evakuerede krigsfanger
Ved krigens afslutning befandt den største gruppe krigsfanger sig i tyske fangelejre. Tyskland var på sammenbruddets rand, og forplejning til de udenlandske krigsfanger stod selvsagt ikke øverst på prioriteringslisten. Det gjaldt derfor om at evakuere lejrene så hurtigt som muligt.
Med Dansk Røde Kors som organisator transporteredes omkring 90.000 krigsfanger til Danmark. De 40.000 var engelske soldater, der anvendte Danmark som transitland for at kunne vende hjem, men også franske, italienske, indiske, japanske og kinesiske soldater blev evakueret til Danmark. Soldaterne blev anbragt i Hald- og Horserødlejrene, men det stod hurtigt klart, at det ikke var tilstrækkeligt til at rumme alle soldaterne. Derfor blev en række militærlejre taget i brug, mens deres hjemtransport blev organiseret – herunder bl.a. Grevelejren, Barfredshøjlejren og Sandholmlejren. Derudover indrettedes Frihavnen som modtagelses- og afskibningshavn.
Typisk opholdt soldaterne sig nogle uger i Danmark, inden de blev sendt videre med danske jernbaner og skibe – i alt 13 passagerbåde – inden de nåede deres endelige destination.
Syge og sårede krigsfanger
Dansk Røde Kors hentede i 1917 i udenlandske krigsfangelejre omkring 4.000 syge og sårede krigsfanger og overførte dem til Danmark. Her blev de behandlet af danske læger og sygeplejersker i to lazaretlejre, som blev bygget til formålet. Det var Haldlejren og Horserødlejren.
Udvalgt litteratur
Dansk Røde Kors: Hjælp ydet fra Danmark til de krigshærgede lande under og efter Verdenskrigen 1914-1918. København 1921
Bent Blüdnikow: Krigsfanger. Et billeddrama om krigsfanger i Danmark under 1. Verdenskrig. Odense 1988
Nils Arne Sørensen: Humanitarism (Denmark). I: 1914-1918-online. International Encyclopedia of the First World War.
