Østfronten 1916 - 1918

Naroch-offensiven

De allierede aftalte i december 1915 at koordinere offensiverne og angribe samtidig i sommeren 1916, så den tyske hær blev presset mest muligt. For at lette presset på den franske hær ved Verdun bad Frankrig om, at den russiske hær hurtigt iværksatte en offensiv på Østfronten. Den russiske zar accepterede, og hæren valgte at angribe i området ved den hviderussiske sø Naroch, hvor russerne var talmæssigt overlegne. 253 bataljoner stod overfor blot 89 tyske. Angrebet blev indledt med et to dage langt men meget ineffektivt bombardement, og den 18. marts stormede de russiske tropper i tætte formationer de intakte tyske stillinger og blev lette ofre for tyske maskingeværer. Tre dage senere angreb russerne ved Riga, men med samme resultat. Flere infanteriangreb blev sat ind, indtil den russiske øverstkommanderende endelig indstillede offensiven den 30. marts. Den 2. russiske armé havde lidt et tab på 100.000 mand mod 20.000 tyske. Offensiven var så forfejlet, at den tyske hærledelse ikke engang tilførte området reserver eller trak tropper væk fra Verdun.

Brusilov-offensiven

I april 1916 præsenterede den øverstkommanderende på den sydlige del af Østfronten, general Alexej Brusilov, en plan for en russisk sommeroffensiv. Belært af den mislykkede Naroch-offensiv var tanken at angribe det svageste led i kæden, og det var den østrig-ungarske del af fronten. Østrig-Ungarn skulle angribes så massivt fra Rusland, Serbien og Italien, at den tyske hær ikke kunne forhindre et østrigsk sammenbrud. Angrebet blev nøje planlagt i hele maj måned og skulle sættes ind over en 300 km lang front i det nuværende Ukraine. Brusilov sørgede for, at de fjendtlige stillinger blev grundigt rekognosceret af fly, og at russerne havde overvægt i både mandskab og artilleri. Brusilov fik også tilført tilstrækkelige troppereserver i nybyggede dækningsstillinger, så offensiven ikke døde ud efter den første angrebsbølge.

Den 4. juni blev angrebet sat ind, koncentreret ved byen Lutsk, hvor det russiske artilleri knuste de ellers stærke østrig-ungarske stillinger. På en enkelt dag rykkede russerne næsten 10 km frem over en 30 km bred strækning. Fremgangen fortsatte de næste dage over det meste af frontafsnittet, og det fik Rumænien til at træde ind i krigen på allieret side. Den østrig-ungarske disciplin og kampmoral kollapsede, og især slaviske soldater deserterede i tusindvis. Hårde kampe fortsatte i næsten fire måneder og endte med en russisk erobring af omkring 25.000 km². Offensiven tvang derved både den tyske og østrig-ungarske hærledelse til at overføre tropper fra de øvrige fronter for at forhindre et fuldstændigt russisk gennembrud. Det svækkede den tyske hær ved Verdun og lettede presset på den franske, men den russiske sejr havde sin pris. Brusilov-offensiven er et af de blodigste slag i verdenshistorien. Både den russiske og den østrigske hær mistede omkring 1 mio. mand. De høje tabstal gjorde, at den russiske succes ikke kunne gentages og var medvirkende til den stigende politiske uro i Rusland.

Den russiske zar abdicerer

Det russiske samfund var i starten af 1917 mærket af krigen og i opløsning. Fødevaremanglen var katastrofal, soldaterne deserterede, og et utal af strejker og demonstrationer lammede produktion og logistik. De russiske generaler opfordrede zar Nikolaj 2. til at abdicere, og efter en uge med gadekampe i Petrograd (i dag Skt. Petersborg) abdicerede zaren den 15. marts. I stedet dannedes en bred national koalitionsregering, og i godt et halvt år var Rusland et demokrati.

Kerensky-offensiven

Den nye regering var under pres fra mange sider og valgte ikke at træde ud af krigen. I stedet valgte regeringen at reformere og demokratisere hæren, og i juli blev en ny offensiv på Østfrontens sydlige del påbegyndt. Offensiven blev siden døbt Kerensky-offensiven efter den daværende socialdemokratiske minister, Alexander Kerensky. Brusilov planlagde og ledte offensiven, som havde til formål at erobre oliefelterne ved Drohobytj (i det nuværende Ukraine). Efter et to dage langt bombardement angreb tre russiske arméer den 1. juli og mødte meget lidt østrigsk modstand. Det lignede en gentagelse af Brusilov-offensiven, og russerne rykkede 40 km frem på få dage. De tyske forstærkninger, der ankom, bød derimod på hård modstand, og angrebet gik i stå. Ligesom i den franske hær en måned tidligere udbrød der omfattende mytterier i den russiske hær. Soldaterne nægtede fortsat at angribe.

Tyske modangreb

Den 19. juli indledte tyskerne en modoffensiv, og den russiske disciplin gik helt i opløsning. Soldaterne skød officererne og rejste hjem. De tyske og østrig-ungarske tropper marcherede 240 km uden modstand, men stoppede i starten af august ved Galiziens grænser.
I stedet for at fortsætte marchen ind i Rusland valgte den tyske hærledelse at angribe på Østfrontens nordlige del, og i månederne efter erobrede tyskerne dele af det nuværende Estland, Letland og Litauen.

Statskup og våbenstilstand

Den russiske regering ledet af Kerensky blev væltet af bolsjevikkerne ved et statskup den 7-8. november. Bolsjevikpartiet under Lenins ledelse foreslog en øjeblikkelig våbenhvile på alle fronter, men det blev afvist af de allierede. Tyskland inviterede derimod til forhandlinger om en separatfred på Østfronten.

Forhandlingerne fandt sted i Brest-Litovsk i det tyske militære hovedkvarter på Østfronten, og den 15. december underskrev de nye russiske magthavere en aftale om våbenstilstand med repræsentanter fra Tyskland, Østrig-Ungarn, Osmannerriget, og Bulgarien. Krigen på Østfronten var slut, og fredsforhandlinger kunne begynde.

Operation Faustschlag

Fredsforhandlingerne mellem Centralmagterne og Rusland fandt sted i Brest-Litovsk fra den 22. december 1917 til den 10. februar 1918. Tyskland prøvede at udnytte det russiske sammenbrud og forlangte store russiske landafståelser som betingelse for fred. Bolsjevikpartiet havde lovet russerne fred og hjemsendte hæren den 29. januar 1918. Lev Trotskij ledte den russiske delegation og forsøgte at forhale fredsforhandlingerne.

Den 18. februar var tålmodigheden opbrugt, og Centralmagterne startede Operation Faustschlag (’knytnæveslag’). De 40 tyske og nogle få østrig-ungarske divisioner mødte næsten ingen modstand og kunne på en uge tilbagelægge hele 240 km ved at benytte de russiske jernbaner. I løbet af to uger havde de besat hele det område, som Centralmagterne havde forlangt, at Rusland skulle afstå.

Diktatfreden i Brest-Litovsk

Med den tyske indtagelse af Estland nærmede hæren sig Petrograd. Derudover besluttede de allierede at sende tropper til Rusland for at bekæmpe bolsjevikkerne og forhindre, at Rusland trak sig ud af krigen. Bolsjevikpartiet var presset til det yderste og besluttede at acceptere Centralmagternes fredsbetingelser. Den 3. marts blev den endelige fredsaftale underskrevet. Det var primært tyskerne, som dikterede betingelserne: Rusland måtte afstå 18 provinser og omkring 30 % af befolkningen. Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Hviderusland og Ukraine blev uafhængige af Rusland. Den tyske hærs sejr på Østfronten var total, men kortvarig. De allieredes fredsbetingelser, som Tyskland underskrev den 28. juni 1919 i Versailles, ophævede fredsaftalen fra Brest-Litovsk.

skrevet af Steffen Lind Christensen og Kristian Bruhn