Vestfronten 1916 - 1918

Slaget ved Verdun

Den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn planlagde det tyske angreb ved Verdun. Alle angreb på Vestfronten havde i 1915 slået fejl, og angriberne havde lidt større tab end forsvarerne. Falkenhayns tanke var at udnytte forsvarernes fordel ved at angribe én gang og derefter lade den franske hær slide sig selv ned i det ene angreb efter det andet. Angrebet ved Verdun havde derfor ikke til formål at bryde igennem de franske linjer og fortsætte mod Paris, men i stedet at indtage positioner, som var lette at forsvare, og som den franske hær ville sætte alt ind på at tilbageerobre. De udvalgte positioner var forsvarsværkerne rundt om Verdun.

Om morgenen den 21. februar åbnede 1.220 kanoner ild, og 1 million granater regnede ned over de franske stillinger i løbet af otte timer. Herefter rykkede 100.000 tyske tropper frem i bølger over en 12 km bred front. Til trods for det voldsomme bombardement mødte tyskerne stærkere modstand end forventet. Den 25. februar faldt det franske fort Douaumont, men den franske hær satte alt ind i forsvaret af Verdun og nåede at bremse den tyske fremrykning, inden de tyske mål var nået.

Det lykkedes aldrig at indtage alle forsvarsværkerne rundt om Verdun, og kampene kom i stedet til at bølge frem og tilbage på højdedragene rundt om Verdun. I stedet for at afblæse det mislykkede angreb, valgte tyskerne at fortsætte kampene med nye angreb i månedsvis. Den 7. juni faldt endnu en vigtig fransk befæstning, fort Vaux, men i juli blev tyskerne presset i defensiven af den russiske offensiv på Østfronten og den britiske offensiv ved Somme.

I oktober iværksatte den franske hær endnu en modoffensiv, og den 2. november var forterne Vaux og Douaumont tilbageerobret. Kampene fortsatte helt frem til den 18. december 1916 og endte med status quo samt skyhøje tabstal. Mere end 200.000 tyske og franske soldater mistede livet, og yderligere mindst 600.000 blev såret.

Slaget ved Somme

Slaget ved Verdun blev det længste slag ved Vestfronten i 1916, men slaget ved Somme blev det blodigste. Offensiven var planlagt allerede i slutningen af 1915 som et fælles britisk-fransk angreb, men pga. de hårde kampe ved Verdun faldt hovedansvaret på briterne, ligesom angrebsdatoen blev skubbet frem. Støttet af mindre franske angreb syd for floden Somme skulle briterne angribe langs en 24 km lang frontlinje nord for floden.

Slaget blev indledt med et syv dage langt bombardement, som skulle ødelægge ikke bare de tyske pigtrådsspærringer, men også hele den tyske frontlinje. Ingen af delene lykkedes. Da 120.000 britiske tropper om morgenen den 1. juli i flere bølger kravlede op af deres skyttegrave og rykkede frem mod de tyske linjer, blev de derfor mødt af intens tysk artilleri- og maskingeværbeskydning. Alene på offensivens første dag mistede briterne over 56.000 mand, heraf knap 20.000 døde. Det er til dato den blodigste dag i det britiske militærs historie.

Slaget var dog kun lige begyndt, og i de næste fem måneder fortsatte kampene med fornyede britiske angreb, erobring af tyske skyttegrave og tyske tilbageerobringer. Som en gentagelse af Verdun blev offensiven et langt nedslidningsslag, som ikke førte til andet end forfærdelige tabstal og små forskydninger af fronten. De samlede tabstal for slaget ved Somme er estimater og er blevet diskuteret lige siden. I andet halvår af 1916 var de samlede tabstal i døde, sårede og tilfangetagne på hele Vestfronten, heraf langt de fleste ved Somme: 513.000 briter, 434.000 franskmænd og 719.000 tyskere.

For at bryde den fastlåste situation blev en række nye ideer og teknologier taget i brug under kampene på Vestfronten i 1916: stålhjelme, flammekastere, forskellige former for giftgas, stormtrop angrebstaktik, og ikke mindst kampvogne - tanks - som blev introduceret af briterne ved Somme i september 1916, i første forsøg dog uden succes.

Operation Alberich

Den tyske hærledelse besluttede i 1916, at i 1917 skulle Vestfronten blot forsvares, og med så få mand som muligt, mens alt blev sat ind på at afslutte tofrontskrigen ved at knække den russiske hær. Tyske ingeniører konstruerede derfor i vinteren 1916-17 en række nye, stærke befæstningsanlæg bag fronten kaldet Siegfried-stillingen (af de allierede kaldt Hindenburg-linjen).

Under kodenavnet Alberich udførte den tyske hær fra den 16. marts en tilbagetrækning til den nyopførte forsvarslinje. Forud havde den tyske hær udført en næsten total ødelæggelse af det 1.500 km² store område, man efterlod. Mere end 200 franske landsbyer blev brændt ned, bygninger blev sprængt, vandforsyninger forgiftet, og mere end 100.000 civile blev tvunget til at rejse bort.

Nivelle-offensiven

På baggrund af de succesfulde franske modangreb ved Verdun i efteråret 1916 udtænkte den nye franske øverstkommanderende, general Robert Nivelle, en storoffensiv. Den kom til at udgøre to større slag (Det andet Slag ved Aisne og Det tredje Slag i Champagne) og en række efterfølgende operationer, men blev en entydig fiasko. For det første fik den tyske hærledelse kendskab til de franske planer, for det andet viste den nye og stærkere Siegfried-stilling sit værd.

Indledt af et flere dage langt bombardement angreb store franske styrker den 16. april 1917 over et 80 km langt afsnit af Vestfrontens midterste del, bl.a. højdedragene ved Chemin des Dames. De skulle imidlertid enten angribe op ad bakke eller frem gennem fladt, åbent landskab, hvor de var sårbare over for tysk kanonild. Alene på angrebets første dag mistede franskmændene 150 tanks og blev påført et tab på 40.000 mand.

Nivelle så intet alternativ til at fortsætte offensiven. Derfor blev stadig flere soldater, i alt 1,2 mio. mand, kastet ind i kampene, som fortsatte til midt i maj. De samlede tab var meget store, men resultaterne udeblev. Det kostede Nivelle posten, og general Pétain blev i stedet indsat som øverstkommanderende den 15. maj.

Mytterier i den franske hær

Den fejlslagne Nivelle-offensiv medførte en alvorlig svækkelse af moralen og disciplinen i den franske hær. I alt deltog 25-30.000 soldater i omfattende mytterier, som lammede den franske hær og umuliggjorde yderligere offensiver. Mytterierne antog forskellige former. Der var mandskab bag fronten, som nægtede at begive sig ud i skyttegravene. Der var officerer, der blev skudt af sine egne. Det mest udbredte synspunkt blandt soldaterne var, at de fortsat godt ville kæmpe, hvis de franske stillinger blev angrebet, men de ville ikke længere kaste sig ud i halsløse angreb, som gang på gang mislykkedes.

Den tyske efterretningstjeneste opdagede aldrig, hvor omfattende mytterierne var, hvorfor den tyske hær ikke udnyttede situationen. Den franske øverstkommanderende, general Pétain, indstillede alle offensiver samt fik tilladelse til mærkbare forbedringer af forholdene for soldaterne. Derudover blev mytterierne bragt til ophør ved, at 2.873 franske soldater blev idømt fængsel eller strafarbejde, og 554 blev dømt til døden. Det var dog "kun" 49 af dødsdommene, der blev eksekveret.

Det tredje Slag ved Ypres – Passchendaele

Storbritannien var i foråret 1917 hårdt presset af den uindskrænkede ubådskrig og ønskede derfor at erobre de belgiske havnebyer, som var under tysk kontrol. Det er den ene forklaring på de britiske offensiver i Flandern i 1917. Den anden er, at Frankrig bad Storbritannien om en offensiv for at holde den tyske hær beskæftiget, indtil den franske hær havde kommet sig efter mytterierne og strejkerne i maj og juni.

Den britiske hær indledte derfor den 31. juli endnu en offensiv. Denne gang i Flandern tættere på kysten. Målet med fremrykningen omkring Ypres var at komme igennem de tyske stillinger, så man kunne angribe havnebyerne i ryggen. For at undgå de høje tab af menneskeliv som i 1916 forsøgte briterne at lade fly, tanks og artilleriet gøre arbejdet. Mere end 4 mio. granater regnede ned over de tyske stillinger, inden infanteristerne angreb i ly af fly og tanks.

Den massive brug af materiel ændrede ikke på udfaldet, og offensiverne i sommeren og efteråret 1917 blev en gentagelse af slaget ved Somme. De mange millioner granatnedslag samt en kraftig regn i august forvandlede slagmarken til en gigantisk mudderpøl, som besværliggjorde fremrykningen. Markernes dræningssystemer blev ødelagt, og soldaterne måtte rykke frem via små broer eller gennem vand og mudder. Offensiven blev indstillet den 6. november uden synderlige resultater. Landsbyen Passchendaele har siden lagt navn til denne offensiv, som fylder meget i den engelsksprogede litteratur med uhyrlige historier om, hvordan soldaterne forsvandt i Flanderns mudder.

Den tyske forårsoffensiv

Efter det russiske sammenbrud på Østfronten i 1917, kunne den tyske hær i 1918 overføre soldater til Vestfronten. Mange tyske tropper måtte dog forblive på Østfronten som besættelsestropper for at kontrollere de store erobrede landområder i Østeuropa. I vinteren 1917-18 planlægge Hindenburg og Ludendorff en offensiv, som skulle tvinge Storbritannien eller Frankrig til forhandlingsbordet, inden det blev for sent. På sigt ville den amerikanske hær være større end den tyske, så det hastede med en sejr på Vestfronten.

Det vigtigste for den tyske hærledelse var at få slået et hul i den allierede frontlinje, så fronten igen bevægede sig. I første omgang var strategien at presse den britiske hær mod havet (og ud af krigen), men Ludendorff skiftede siden mening og forsøgte at udnytte de muligheder, der opstod. Offensiven kom til at foregå i fire faser fra marts til juni 1918, og tilgangen var ny. De indledende bombardementer var massive, men korte, og soldaterne angreb i små enheder, som hele tiden pressede sig frem, hvor fjendens stillinger var svagest.

Tidlig morgen den 21. marts blev operation Michael iværksat, og mere end 6.000 tyske kanoner åbnede ild. I de første dage så det ud til, at offensiven ville lykkes, og den franske og britiske hærledelse blev alvorligt bekymret. Det lykkedes faktisk den tyske hær at bryde igennem de britiske stillinger. Nogle steder med en fremrykning på op til 60 km, hvilket var første gang siden 1914.

Den tyske forårsoffensiv led imidlertid af store logistiske problemer. Det var vanskeligt at forsyne de tyske tropper, der var brudt igennem, hvilket umuliggjorde en hurtig fremrykning mod Paris. Det tvang til de forreste tyske enheder til at søge mod Reims for at få kontakt til jernbanenettet. Offensiven kostede tyskerne et tab på næsten 1 mio. mand, og i sommeren 1918 var den tyske hær menneskeligt og materielt nedslidt.

Det andet slag ved Marne

De allierede oprettede en fælles overkommando under Ferdinand Foch, som planlagde det allierede modangreb. Den 18. juli brød franske og amerikanske tropper gennem de tyske linjer i nærheden af Reims. Efter to dages hårde kampe beordrede den tyske hærledelse et tilbagetog. I begyndelsen af august var tyskerne tilbage i de gamle stillinger fra før forårsoffensiven. Vendepunktet for den tyske fremrykning blev derfor Det andet Slag ved Marne, ligesom det var tilfældet med det første Marne-slag i september 1914.

"De sidste 100 dage"

Den allierede fælles overkommando satsede ikke som tidligere på én storoffensiv, men i stedet på små angreb langs hele fronten, så man bedre kunne udnytte den numeriske overlegenhed, der opstod i takt med, at de amerikanske tropper ankom til Frankrig.

Uden et forudgående bombardement angreb briterne den 8. august ved Amiens, hvor tropper rykkede frem i ly af over 500 tanks og en bevægelig spærreild. I løbet af de fire dage angrebet varede, rykkede briterne 20 km frem, erobrede flere hundrede tyske kanoner og tog 50.000 tyske fanger. Eric Ludendorff kaldte efter krigen den 8. august for ”den tyske hærs sorte dag”.

I de næste måneder blev den tyske hær drevet tilbage langs den nordligste halvdel af Vestfronten. I oktober brød de allierede igennem den stærkt befæstede Siegfried-stilling. I november var der 4 mio. amerikanske tropper på Vestfronten. Det var kun et spørgsmål om tid, før Tyskland ville tabe krigen.

Våbenstilstand. Tyskland kapitulerer

I de sidste måneder af krigen var det tyske samfund i opløsning. Stadig flere tyske soldater deserterede, mens hæren trak sig tilbage på Vestfronten. Allerede den 28. september havde den tyske hærledelse erkendt, at Tyskland ville tabe krigen. Fra begyndelsen af oktober var der kontakt mellem den tyske regering og den amerikanske præsident om betingelserne for fred.

Den 8. november blev betingelserne for en våbenstilstand læst højt for de tyske forhandlere i en jernbanevogn i Compiègne-skoven, hvor de allierede havde hovedkvarter. Den 10. november om aftenen accepterede den tyske regering betingelserne, og næste morgen kl. 05.10 blev den endelige aftale om våbenstilstand underskrevet med virkning fra kl. 11. Derfor sluttede kamphandlingerne den 11.11. kl. 11.

1. Verdenskrig var slut, og i januar begyndte fredsforhandlingerne i Paris.

skrevet af Steffen Lind Christensen og Kristian Bruhn