Mens 1. verdenskrig er 'den glemte krig' i Danmark, betegnes den som "Den Store Krig" i Storbritannien og i Frankrig. Det hænger i høj grad sammen med tabstallene. Knap 900.000 britiske soldater mistede livet i 1. verdenskrig i forhold til knap 400.000 i 2. verdenskrig. Og for Frankrigs vedkommende var tallene knap 1.4 millioner i 1. verdenskrig mod godt 200.000 i 2. verdenskrig.
Men det hænger også sammen med, at 1. verdenskrig blev afslutningen på den gamle verdensorden, hvor de europæiske imperier med Storbritannien i spidsen udstrakte sit herredømme over det meste af verden.
Imperieopgør
1. verdenskrig var først og fremmest et opgør mellem imperier. Smuldrende imperier som det ottomanske (Tyrkiet) og østrig-ungarnske. Det dominerende britiske og det ambitiøse tyske.
Krigen blev udløst af en bosnisk serbers drab på den østrig-ungarnske tronfølger, Franz Ferdinand, i Sarajevo. Det vaklende russiske imperium havde lovet Serbien støtte. Og da Rusland blev trukket med ind, fik det tyskerne til at gå ind i krigen på den modsatte side.
Det var en snebold, der rullede og trak imperierne med sig. På den ene side Centralmagterne Østrig-Ungarn og Tyskland, der efter kort tid også fik Tyrkiet med. På den anden side de såkaldte Entente-magter Rusland, Frankrig og Storbritannien. Netop fordi der var tale om imperier, blev der indkaldt tropper fra næsten alle verdensdele. Og selvom krigen hovedsageligt udspillede sig i Europa, kom det også til krigshandlinger i andre verdensdele.
De neutrale stater
De mindre stater - og USA - erklærede sig stort set alle neutrale. Men allerede i krigens første dag kom det neutrale Luxembourg og Belgien i klemme imellem Frankrig og Tyskland.
Senere trådte andre neutrale stater selv ind i krigen. I håbet om at kunne høste en gevinst. F.eks. gik Italien ind i krigen på Entente-magternes side, selvom de inden krig havde en alliance med centralmagterne. Udsigten til at vinde territorium fra Østrig-Ungarn lokkede. Også Bulgarien og Rumænien gik ind i krigen i håb at vinde territorier, mens det relativt nye styre i Albanien kollapsede og efterlod landet som kampplads for de stridende nabolande.
Fare og mulighed
Den største fare for Danmark var, at man i Tyskland var klar over, at den største del af den danske befolkning ønskede Sønderjylland tilbage, som man havde mistet til Tyskland i krigen 1864, blot 50 år tidligere. Derfor kunne Danmark nemt blive fristet til at slutte sig til Entente-magterne i en situation, hvor Tyskland var presset. Fra tysk side ville der være god mening i at underlægge sig Danmark, mens man stadig var stærk.
Omvendt havde Tyskland brug for neutrale lande omkring sig. Landets vigtigste handelspartner var USA, men briterne afbrød denne vigtige handelsforbindelse. I stedet måtte Tyskland håbe på, at USA i stedet ville afsætte sine varer til de neutrale lande i Europa - og at der derfra ville flyde varer til Tyskland. De neutrale lande skulle være Tysklands åndehuller.
Men for de neutrale lande var der grænser for, hvor langt man ville kunne gå, uden at man blev ramt af britiske handelshindringer. Spillet om at forblive neutral var i gang.
