Da det omkring 1. august 1914 blev klart, at krigen var uundgåelig, udløste det en uudslukkelig nyhedstørst. Aviserne supplerede deres faste udgaver med særudgaver, der blev solgt i løssalg på gader og stræder af en hær af avissælgere i det indre København. Men hvordan skulle folk stille nyhedstørsten om aftenen, når de var kommet hjem?
Politikens og Berlingske Tidendes Krigstelegrammer
Med en dags mellemrum – henholdsvis 31. juli og 2. august - lancerede to af de største Københavneraviser, Berlingske og Politiken, en telefonavis. På fastsatte tidspunkter kunne avisernes abonnenter ringe op til telefoncentralen og bede om at blive omstillet til enten Politikens eller Berlingske Tidendes Krigstelegrammer. Politikens telegrammer blev oplæst kl. 20.30, 21.30 og 22.30; Berlingskes kl. 21.00, 22.00 og 23.00. Berlingskes telegrammer blev indledt med rådhusklokkernes melodi og varede 15 minutter, hvorefter de blev genoplæst.
Berlingske forklarede foranstaltningen med, at man d. 30. juli havde fået omkring 1000 opringninger fra abonnenter alene mellem kl. 15 og 01.30, og personalet havde derfor dårlig haft tid til at redigere nyheder, skrive opslag m.v. Man havde den følgende dag truffet beslutningen om at skaffe sig aflastning ved at oprette en telefontjeneste.
Telefonisk indkaldelse til alarmeringsøvelsen 1913
Ideen om at koble alle interesserede abonnenter ind på en enkelt telefonlinje var ikke helt ny. I forbindelse med en stor militær alarmeringsøvelse d. 11. september 1913 forsøgte man at supplere de traditionelle alarmeringssignaler - kirkeklokkeringning og trommeslagning - med telefonen. Samtlige telefonistinder var tilsagt på centralen kl. 00, så de fra kl. 06 kunne foretage opkald til alle telefonabonnenter. Man havde koblet 2.000 abonnenter til hvert opkald, der bestod i en forkyndelse af budskabet: ”Alarmeringsøvelse er befalet. Hærens mandskab øst for Storebælt er indkaldt”. Til gengæld blev al anden telefonbetjening suspenderet, så telefonistinderne kunne koncentrere sig om denne opgave. Bortset fra at indkaldelsen af alle telefonistinderne røbede, at øvelsen ville finde sted, hvilket bevirkede at mange var forberedte og ventede på opkaldet, blev forsøget betegnet som en succes.
Telefonisk grammofonkoncert
Oven på dette forsøg, blev det på Københavns Telefons Aktieselskabs næste generalforsamling d. 2. april 1914 meddelt, at man om aftenen ville afholde en ”telefonisk grammofonkoncert”, hvor abonnenter blev opfordret til at ringe telefoncentralen op og bede om ”grammofonen”. De ville så blive omstillet til en linje, hvor man spillede musik. Ifølge Berlingske Tidendes reportage var ideen så god, at det ikke var til at opdrive en ledig telefon på en københavnsk café på tidspunktet for afholdelsen. Og også Politikens journalist konstaterede, at det havde været et vellykket eksperiment.
Telefonkoncerter
Det banede vejen for, at telefonselskabet lancerede den første egentlige telefonkoncert i forbindelse med børnehjælpsdagen d. 12. maj 1914. Koncerten bestod af 15 minutters levende musik med Knudsen-kvartetten og flere opera- og koncertsangere, som blev gentaget hver halve time mellem kl. 18.00 og 23.30. En opringning kostede 10 øre – og man skulle ikke være bange for at blokere sin linje for vigtige samtaler ved at lytte med; der ville blive oprettet en ekspresnotering, så hvis folk havde en vigtig samtale, kunne de få lov at bryde ind i koncertlytningen.
Nationaltidende skrev efterfølgende, at ”publikum var højlydt glad. Lod man sig indstille til ’Koncerten’, kunne man i mikrofonen høre stemmer råbe ’bravo’, ’da capo’, ’mere endnu’ osv. Ventetiden mellem de forskellige numre udfyldtes med indbyrdes samtaler mellem abonnenterne, eller små fløjtesoli af ’Det er nat’ eller ’Det var på Frederiksberg’, kort sagt, det hele gik meget fornøjeligt.” Også telefonselskabet var tilfreds med succesen idet man til nogle af koncerterne nåede helt op på et par tusinde ’indstillinger’. Politiken gik derefter i gang med regelmæssigt at afholde telefonkoncerter. Det var i lyset af de hundredvis af telefonforespørgsler fra abonnenter nærliggende at overføre konceptet til masseformidling af nyheder.
Hurra-råb frabedes
Berlingske fik først bragt meddelelsen om den nye nyhedstjeneste i sin aftenudgave d. 31. juli kl. 18. Men nyheden spredtes så hurtigt, at avisen ved samtlige udsendelser i løbet af aftenen angiveligt havde 2.000 opringninger. I de kaotiske augustdage blev efterspørgslen stadig større. Efter få dage meldte både Politiken og Berlingske om 4.000 opringninger pr. udsendelse, hvilket var det absolutte maksimum for, hvor mange samtaler telefonskabet kunne koble op samtidigt. Berlingske opfordrede i første omgang abonnenterne til at afholde sig fra at forsøge genopkald til en udsendelse, hvis de ikke kom igennem. Det eneste de opnåede, var at stresse de overbebyrdede telefonistinder. I stedet skulle de vente til anden oplæsning et kvarter senere. Ellers risikerede man, at telefonselskabet indstillede tjenesten. Endvidere blev abonnenterne gjort opmærksomme på ”at meningstilkendegivelser som hurraråb osv under oplæsningen indvirker forstyrrende på denne, hvorfor de medfører afbrydelse af forbindelsen – og vi må altså fraråde slige meningstilkendegivelser, hvis man ønsker at høre oplæsningen til ende”.
Betalingsopkrævning
Men denne opfordring hjalp åbenbart ikke. Da den almindelige telefontrafik led kraftigt under udsendelserne, valgte telefonselskabet at skære udsendelsernes antal ned fra 3 til 2, samt at indføre en opkaldsafgift på 10 øre, som forhåbentligt ville nedbringe antallet af opkald. Berlingske forklarede, at en nedbringelse af antallet af opringninger ikke kun ville gavne telefonistinderne. Færre opkald ville også sikre, at lyden gik bedre igennem.
Søndagsavis
Næste udviklingstrin blev Berlingskes oprettelse af en særlig ”søndagsudgave af telefonavisen” fra d. 1. november 1914, nærmere bestemt kl. 15 hver søndag eftermiddag. I Berlingskes egen omtale af premieren på den nye udsendelse stod der, at i telefonhusets skolestue ”råbte vores medarbejder dagens efterretninger ind i tragten”. De mange opkoblinger gav åbenbart stadig problemer med lyden. Men der blev arbejdet på at forbedre den, og i januar 1915 kunne Berlingske prale af, at man ved et forsøg havde kunnet aflytte telefonavisen på en forbindelse fra Norge.
Søndagsudgaven tiltrak navnlig abonnenter fra provinsen, der befandt sig langt fra nyhedscentralerne i Københavns indre by. Avisen gjorde nu også noget ekstra for dette publikum. Samtaler blev normalt takseret for hvert påbegyndte tredje minut, men provinsabonnenter blev kun opkrævet for en treminutters periode, selvom de hørte hele udsendelsen. Berlingske lovede endvidere at ”beflitte sig” på at gøre den nye søndagsavis så ”indholdsrig og tillokkende som muligt” – og stillede abonnenterne en fremtidig indførelse af små overraskelser i forbindelse med udsendelsen i udsigt.
Musiktillæg
Overraskelserne bestod bl.a. i afspilning af musik, men ved den 3. søndagsudgave beklagede avisen ”en lille fejl af en eller anden telefonteknisk art, som virkede lidt forstyrrende, men telefonavisen kan jo også have sine ’maskinuheld’”. Overraskelserne bredte sig som et sandt festfyrværkeri i telefonavisen ved juletid. 1. juledag sang kammersanger Cornelius, 2. juledag reciterede skuespilleren Holger Reenberg og 3. juledag rundede studentersangeren Peder Knudsen af. Denne underholdningsdel blev til et mere eller mindre formaliseret ’musiktillæg’, hvor man f.eks. i februar måned kunne høre henholdsvis den serbiske og den belgiske nationalmelodi.
Ekstra hørerør
I november 1914 gav Berlingske sine abonnenter nogle småvink om, hvordan man bedst gjorde brug af tjenesten. I mange tilfælde blev opringningen jo foretaget fra en husstand, hvor en hel familie gerne ville dele nyheden. Og hvis personen ved telefonrøret under udsendelsen begyndte at referere nyhederne, kom vedkommende jo til at tale i munden på oplæseren. Avisen opfordrede derfor til, at man købte et ekstra hørerør til apparatet - og at man satte to ører til hvert hørerør. Så kunne hele fire personer følge med i en enkelt forbindelse.
Krigskort og skrivemateriale
Hvis dette ikke skulle være nok til, at alle kunne følge med, burde ”tilhøreren” inden opkaldet sikre sig, at han havde både et krigskort og et fast skrivemateriale ved hånden. ”Han kan så gøre notater og afmærke på kortet, enten det blot er til brug for sin egen hukommelse, eller til hjælp, når han skal genfortælle, hvad han har hørt for sit selskab. Han gør da klogest i først og fremmest at notere sig navnene i den militære situation og så udfylde notaterne under oplæsningen af originaltelegrammerne eller demonstrere på kortet under oplæsningen.”
Lyttetragt for fingernemme
Denne anvisning fik en ’ung videnskabsmand’ til i stedet at anbefale, at de hjem, som var i besiddelse af en grammofon eller fonograf, tog tragten af og holdt den tæt til telefonrøret. Telefonen ville så fungere som en grammofon, så hele stuen kunne lytte med. Og hvis man ikke havde en grammofon, kunne man med lidt fingerfærdighed selv fremstille en tragt af messing, zink eller blik og holde den tæt til røret. Ja, hvis man var rigtig ferm, kunne man måske lave en manchet til at fæstne tragten til talerøret.
Den første højttaler
I bestræbelserne på at nå ud til endnu flere lyttere, lancerede Berlingske Tidende en opsigtsvækkende nyskabelse i forbindelse med søndagsavisen d. 29. november 1914: ”Den højttalende telefon”. Avisen havde fået øjnene op for dette nye tekniske underværk ved en lukket fremvisning i Elektroteknisk Forening i den forudgående uge. Der blev rekvireret to apparater fra telefonselskabet til opstilling i de to B.T.-centraler på henholdsvis Rådhuspladsen og i Frederiksborggade. Der var formentlig tale om den såkaldte Magnavox-højttaler, som den danske opfinder Peter L. Jensen havde udviklet i samarbejde med en amerikansk kollega i Californien – en opfindelse som mange steder dateres til 1915.
"Breaking news" på caféer
Nyheden om den nye nyhedsformidling trak et stort publikum til – ”B.T.-centralerne var så tæt befolkede som på de største krigsdage”. De lyttede i ”åndeløs tavshed”, ”smilede genkendende” da de hørte oplæserens stemme, og ”hovederne nikkede muntert i takt, da musiknumrene smældede frem”. I første omgang måtte publikum altså opsøge avis-centralerne for at kunne benytte sig af det nye tilbud. Men i forbindelse med den engelske ubåd E13’s grundstødning på Saltholm d. 19. august 1915, opstillede Berlingske også højttalere i Paladshotellet, Industricaféen, National og la Reine. Man havde det held, at regeringens første officielle meddelelse om episoden blev udsendt få minutter før udsendelsen. Der var virkelig tale om ”breaking news”. Flere andre caféer stillede sig derefter i kø for at blive de næste, der fik en højttaler opstillet.
Højttalernes lytterskarer
I oktober 1915 beskrev Berlingske de nye lytterskarer således: ”Mest broget og uensartet er vel den skare, der kl. 9 og 10. strømmer ind i B.T.-centralen – det er Strøget, der lytter til det sidste nyt. Et helt andet billede danner publikum i Paladshotellets marmorhave. En mængde udlændinge sidder her mellem københavnerne – og så snart ’stemmen’ lyder ud over rummet, kalder de ad tjenerne, der må stå bag deres stole og agere tolke, så længe oplæsningen står på. Ovre på den anden side af Rådhuspladsen i Industricaféen er det vores bys handelsfolk, der i en pause mellem orkesterets numre lytter til telegrammerne. Længere ude mod det store larmende Vesterbro samler Etablissementet ’National’ det gode, brede københavnske publikum om den højttalende telefon – og på grænsen mellem City og Nørrebro, i ”de la Reine” lyder telegrammerne ud over det interesserede publikum. Og endelig samler telefonen i café ”Premier” Østerbros publikum om dagens nyheder”.
Telefonavisens endeligt - i 2006
I takt med at krigen blev hverdag, blev den akutte nyhedstørst dog mindre. Berlingske udskiftede den ene udsendelse med krigstelegrammer med sportsresultater i 1917. Og ved udgangen af 1918 forsvandt reklamen for telefonavisen fra Politikens forside – og med den formentlig selve udsendelsen. Telefonavisen fik en kortvarig genopblussen i forbindelse med en lock-out i februar 1922, men samme år kom radioen til, og fra sommeren 1923 udsendte Politiken i stedet en radioavis over Lyngby radio. Først i 1959 fik telefonavisen et come-back. KTAS gav abonnenterne i Storkøbenhavn mulighed for at ringe døgnet rundt til telefonavisen på nr. 0051, hvor en båndoptagelse med de seneste nyheder blev oplæst. 0052 blev reserveret til sportsnyheder, 0053 til den lokale vejrmelding og 0054 til den landsdækkende. Havde man en telefon med drejeskive, kunne man selv ringe direkte op – hvis ikke skulle man via centralen FULDA bede om nummeret. Nyhederne blev leveret af Ritzaus bureau, som holdt sin telefonavis kørende helt frem til 2006. Så tog internettet over.
