Nye medier, nye muligheder
1. verdenskrig gav folk på ’hjemmefronten’ hidtil usete muligheder for at følge med i krigen. Telegrammer og billeder formidlet af nyhedsbureauer sørgede for at stille dugfrisk materiale til rådighed, og aviserne sørgede gennem ekstraudgaver, nyhedsblade, telegramhaller og telefonavis for at videreformidle det til offentligheden. Aldrig tidligere havde man kunnet følge en krigs begivenheder så tæt.
Krigen i cirkus og vokskabinetter
Dertil kom en lang række muligheder for at ’opleve’ krigen. Nogle af de store tyske cirkus ’opførte’ store tableauer med flere hundrede deltagere, der skulle give et glimt af vest- eller østfronten. I vokskabinetter blev der opført skyttegrave – og i Berlin blev der bygget en autentisk skyttegrav, som byens borgere kunne gå søndagstur i og mærke krigen.
Filmmediet
Og så var der det relativt nye filmmedie. Fremvisning af levende billeder kom til Danmark i 1896. Der var tale om korte og ofte kuriøse klip. F.eks. kænguroboksning eller bil-polo. Eller ”som-at-være-der-selv”-film, hvor et kamera var placeret forrest i et lokomotiv og filmede landskabet suse eller i hvert fald glide forbi. Så kom begivenheder som kongebesøg og parader til.
Film blev vist som indslag i revyer, cirkus og vokskabinetter. Men fra 1905 begynder egentlige biografer at vinde frem – biografer der udover ’revy-film’ med en blanding af nyheder og kuriositeter viser stadig længere spillefilm.
Fra nyhedsklip til dokumentarfilm
Afsendelsen af soldater til fronten – og også gerne succesfuld fremrykning – kommer hurtigt til at indgå i biografernes nyhedsklip. Navnlig tyske klip fandt vej til revyerne. Den britiske hær var i første omgang ikke begejstret for at blive filmet. Men da der i 1916 var brug for at styrke opbakningen på hjemmefronten sendte man to filmfotografer med styrkerne, der skulle foretage en stor offensiv ved Somme. Da man så de mange stærke klip, lavede man en hel biograffilm af materialet.
Praktiske udfordringer
Udover at man fra militær side var nervøs for, at filmene ville kunne blive brugt af fjenden til at få oplysninger, satte teknikken klare grænser for, hvad der kunne vises. For det første kunne datidens kameraer ikke zoome. Så de egnede sig primært til næroptagelser. Og for det andet var de store og uhåndterlige. De var ikke lige til at slæbe med rundt på slagmarken. Dertil kom, at de på afstand godt kunne forveksles med en maskingeværstilling og derfor risikerede at blive mål for fjendens skytter.
Dette medvirkede til, at langt de fleste optagelser fra tiden viser soldater, der stålsat marcherer mod fronten. Soldater, der affyrer en kanon på lang afstand af fjenden. Sårede soldater, der bliver ført fra fronten. Eller soldater, der graver en skyttegrav. Enkelte film viste soldater rykke frem fra skyttegravene. Men det var som oftest optagelser af øvelser, eller måske ligefrem optræden til ære for kameraet.
Krigens ansigt?
Den britiske film om slaget ved Somme benyttede også sådanne elementer. Men det bragte så mange autentiske klip fra fronten, at der ifølge anmeldelserne var helt stille i biografsalen, da den fik sin premiere i Danmark. Her blev man konfronteret med krigens ansigt, mente anmelderne.
Selvom der var langt mellem de egentlige krigshandlinger på de tidlige film, gjorde de alligevel et så stort indtryk på samtiden, at den danske forfatter Arthur Christensen skrev nedenstående tekst i tidsskriftet Tilskueren 1915.
LEVENDE BILLEDER
Ude ved fronten stod en mand med en kasse. På kassen sad et håndsving, og det drejede han ustandselig. Knik, knik! Manden havde en stor mission; han skulle optage films til glæde for alle de brave borgere i krigsførende og neutrale lande, som utålmodigt ventede på den stund, da de kunne sidde i deres Fauteuils og få deres nerver kildrede ved at se krigens rædsler flimre forbi deres øjne. Knik, knik.
Granaterne springer i tusindvis, Desværre giver de for megen røg, så at sceneriet ikke rigtig kan ses. Men hist og her går der dog hul i røgtæppet. Dér går en rytter med sin hest pludselig itu, splittes i utallige stumper, der forsvinder i en hvirvel. Og soldaten der henne flækkes af en granatstump midt igennem, som en appelsin. Det vil gøre sig på biografteatret. Knik, knik! Livet og døden er komedie… Filmskomedie.
Halløj! En dristig flyver, der drypper bomber, bragene forsvinder i den almindelige helvedeslarm, men det gør ingenting, brag kan dog ikke høres på et filmsteater, mænd og heste pustes til atomer. Det går så hurtigt, man ser slet ikke rigtigt, hvad det er. Shrapnells danser i hvide røgskyer omkring flyveren. Maskinen ramt, flyveren falder … et legeme gennem luften, en uformelig kødmasse … Det vil give sensation på programmet. Store udhængsplakater med mange farver og meget blod.
Knik, knik. Livet og døden er komedie. Filmskomedie.
Nu går man på med bajonetterne. Gud ske lov, de giver ingen røg. Stønnende, med fortrukne ansigter mødes de kæmpende. Og jernet farer ind overalt; midt igennem ansigtet, så spidsen står ud af baghovedet; ind i brystet og ud af ryggen. En nagles til et træ … folk vil strømme i skarer til biografen; de vil ligefrem have fornemmelsen af, at de lugter blod, når de ser disse billeder glide forbi. Glimrede succes!
Knik, knik, Livet og døden er komedie. Filmskomedie.
Så begynder granaterne igen deres værk. Manden med kassen forsvinder i en røgsky, småstykker af hans lemmer og hans kasse drysser ned fra luften. Den højre hånd ligger midt på sletten med fingrene krampagtigt knugende om en stump af håndgrebet. Filmskomedien er slut.
Og det er skade for de mange, mange mennesker, der sidder i deres fauteuils og venter forgæves på deres kulturnydelser.
