I lommen på briterne
Ved krigens udbrud fik Danmark mellem 90 og 95% af sin brændstoftilførsel fra England i form af britiske kul og koks. Importen fra Tyskland var meget beskeden. Fra britisk side var man klar over, at man i brændstofforsyningen havde et afgørende pressionspunkt over for Danmark. Hvis briterne lukkede for danske brændselsimport og samtidig for tilførslen af foderstoffer til landbruget, ville Danmark på kort tid blive tvunget økonomisk i knæ.
Manglen i Tyskland
Fra dansk side gjaldt det derfor om at bryde dette monopol og sætte importen af tysk brændsel i vejret. Men dette var ikke så ligetil. I Tyskland havde man brug for alle råstoffer selv til at holde krigsførelsen gående, også brændstof. Det var mangel på brændstof, der førte til, at Tyskland som det første land indførte sommertid i 1916.
Prisstigninger
Krigen medførte, at priserne på brændsel steg voldsomt, og det ramte navnlig arbejderbefolkningen og de ubemidlede. Derfor forsøgte Arbejdernes Fællesorganisation at skaffe billig brændsel uden om de normale kulimportører. Det lykkedes organisationens sekretær Karl Kiefer at skaffe 3-400 vognladninger tysk koks til Danmark, som kunne sælges billigt.
Alexander Helphand Parvus
Dr. Helphand
I lyset af disse bestræbelser kontaktede den revolutionære dr. Helphand Tysklands gesandt i Danmark, Brockdorff-Rantzau. Hvis man kunne gøre den danske arbejderbevægelse til hovedimportør af tysk kul, ville man kunne sikre tyskvenlighed i arbejderbevægelsen, stabilisere den radikale regering og fritage Danmark fra britisk pression. Med støtte fra Brockdorff-Rantzau fik dr. Helphand i juni 1916 forhandlet sig frem til, at den danske arbejderbevægelse skulle have tilladelse til at aftage 90.000 ton kul og koks om måneden.
Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforsyning A/S
De danske kulgrosserere prøvede at forhindre, at arbejderbevægelsen kunne få lov at distribuere kullene. På den baggrund stiftede arbejderbevægelsen d. 23. juni et aktieselskab med en kapital på 25.000 kroner, der skulle drive importen. Denne kapital slog imidlertid ikke til i forhold til at håndtere de store mængder kul, men under pres fra kulgrossister og briterne afviste arbejderbevægelsens bankforbindelse, Revisionsbanken, at yde lån til foretagendet.
Støtte fra regeringen
Da det var i regeringens interesse at bryde det britiske kulmonopol, opfordrede indenrigsminister Ove Rode Nationalbanken til at stille en kredit på 4 millioner til rådighed for selskabet. Og dr. Helphand gav firmaet et rentefrit lån på 1 million til tilbagebetaling 5 år efter krigens ophør. Også Københavns og Frederiksberg kommune rakte selskabet en hånd ved at stille lagerplads til rådighed. Snart fik brændselsforretningen også industrien på sin side, da det blev klart, at kulleverancerne fra England var usikre.
"Sorte lister" og befragtningskompagniet
Det kneb dog med at finde danske firmaer, der ville påtage sig transporten. Briterne havde oprettet ’sorte lister’ over virksomheder, der drev handel med tyskerne. Som ’blacklistet’ risikerede man beslaglæggelse af sine skibe. Det fik Dr. Helphand til at oprette A/S Københavns Befragtnings- og Transport Kompagni, der både sikrede at kullene nåede frem, og at dr. Helphand fik en fortjeneste på kuleventyret.
U-bådskrig
Da den tyske ubådskrig i februar 1917 satte en stopper for de britiske leverancer, rådede dansk industri kun over brændsel til 8 dage, mens gasværkerne kun havde koks til 3 dage. Men det lykkedes arbejderne at få brændsel igennem fra Tyskland. Og i det første år skaffede selskabet arbejderbevægelsen en fortjeneste på knap 10 millioner kroner. Og det selvom der blev uddelt gratis kul til arbejdsløse. Den store indtjening blev brugt til investeringer i lagerpladser, Nordeuropas største kulkran – samt oprettelsen af Arbejdernes Landsbank.
Revolution og afsløring
Arbejdernes brændselsforretning blev imidlertid kastet ud i et stormvejr i december 1917. I kølvandet på at Lenin og bolsjevikkerne var kommet til magten i Rusland, skrev dagbladet København en række artikler om Dr. Helphand og brændselsforretningen. Udover at den beskyldte ledende socialdemokrater for personligt at berige sig på forretningen, beskyldte den brændselsforretningen for at sende penge til udlandet - og revolutionen. Den socialdemokratiske leder Thorvald Stauning måtte føre injuriesag mod avisen for at blive renset for beskyldningerne.
Efterkrigstidens krise
Efter krigen bristede boblen for arbejderkullene. Forsyningerne fra Tyskland blev indstillet, og hvor brændselsforretningen havde været hovedinvestor i Arbejdernes Landsbank, var den nu tæt på at trække banken med sig i faldet.
