Selvforsyning med kartofler og offentlige kartoffeludsalg
Med den skærpede handelskrig i 1917 gik krigen ind i en ny fase, som i Danmark medførte, at stat og kommuner opkøbte og solgte mad, som før havde været et anliggende for det private marked og de frie markedskræfter. Kartoflen kom i fokus, fordi kartofler kunne dyrkes overalt i Danmark, og fordi statens ernæringsekspert, Mikkel Hindhede, gennem forsøg havde vist, at kartoflen var det levnedsmiddel, der gav den bedste ernæringsøkonomi.
Staten og kommunerne udnyttede to veje til at sikre befolkningen ernæring gennem kartofler. For det første ved at overtale landbruget til en større produktion ved at sikre landmændene faste aftaler om afsætning til en god pris. For det andet stillede staten og kommunerne jord og læggekartofler til rådighed for beboerne i byerne. Mange af byernes arbejdere stammede fra landet og kunne uden videre genoptage denne opgave. Kartoflerne blev solgt fra kommunale kartoffeludsalg i byerne.
Den regulerede kartoffel
I alt udsendte staten over 30 love og bekendtgørelser fra krigens start til slut. De regulerede alt fra udførsel, opbevaring, produktion, distribution, fordeling og forbrug af kartofler.
Myndighederne forbød allerede den 6. august 1914 udførsel (eksport) af kartofler. Ret hurtigt fortsatte den danske kartoffeleksport til Tyskland dog igen. Det skete som led i indbyrdes statslige handelsaftaler, hvor kartofler blev ”byttet” med varer, som vi manglede i Danmark.
I starten af 1917, hvor udenrigshandlen stort set gik i stå som følge af Tysklands og Englands optrapning af den gensidige handelsblokade, indførte den danske stat forbud mod at bruge kartofler til husdyrfoder. Samtidig fastsatte Indenrigsministeriet loft over prisen på kartofler. Et halvt år senere pålagde staten købstadskommunerne at sikre deres borgere hver 100 kg. kartofler, så der var nok til vinteren. Året efter blev også landkommunerne pålagt at skaffe kartofler til de jordløse borgere.
Kartofler fra landet eller selvforsyning i byerne
Kommunerne kunne ikke fremskaffe den fornødne mængder kartofler gennem kontrakter med omegnens landmænd. Derfor opfordrede staten til, at der blev dyrket kartofler på hver en bar plet jord, så flest mulig kunne blive selvforsynende med kartofler.
Staten kunne pålægge kommuner og amter, at der blev dyrket kartofler på de offentlige arealer, men staten kunne kun opfordre til dyrkning af kartofler på private arealer. Nogle steder blev offentlig jord udlagt til kolonihaver. Andre steder lejede en kommune et stykke privat jord og stillede det til rådighed som kartoffelhaver til borgerne. I København blev de offentlige fælleder delt i lodder, som hovedstadens beboere selv kunne dyrke. De militære arealer skulle, hvis de var egnede, også opdyrkes med kartofler. De offentlige jernbanearealer blev også bragt i spil. Der var bl.a. ideer om, at arbejdsløse skulle i arbejde som kartoffeldyrkere langs landets togbaner.
Dyrkning, anvendelse og opbevaring
For at overtale danskerne til både at dyrke og spise flere kartofler udsendte Det statslige Husholdningsudvalg og Ernæringsrådet to pjecer: Kartofler – Deres Opbevaring og Anvendelse (1917) og Agt på Kartoflen, dyrk Kartoflen (1918).
Det særlige ved kartofler er, at de er sårbare overfor transport, men kan dyrkes på selv meget dårlig jord. Det gjaldt derfor om at dyrke kartoflerne der, hvor de skulle spises. Sagens vigtighed fremgår af den første pjece:
”Det maa derfor paa det mest indtrængende henstilles til alle Jordejere fra den største til den mindste, at dyrke saa mange Kartofler som muligt, men det gælder ikke alene om at dyrke, det gælder ogsaa om 1) at opbevare dem saaledes, at saa faa som muligt tager Skade og 2) at tilberede dem saaledes, at det mindst mulige gaar til spilde”.
Følgende citat er fra indledningen i den efterfølgende pjece fra februar 1918:
”Det er kartoflen, der skal forhindre Hungersnød i Europa … Vi begynder i dybeste Alvor, halvvejs i pinefuld Angst, at se os om efter Midler til at afværge den Nød, der truer ... Et af de sidste – maaske det allersidste – Midler er og bliver Kartoflen. Det Land, hvori Kartoffelavlen staar i nogenlunde rigtigt Forhold til Sædavlen, kan ikke hjemsøges af Hungersnød”.
Militæret dyrker egne kartofler
I foråret 1917 bestemte Krigsministeriet, at egnede militære arealer på samme måde som andre offentlige arealer skulle dyrkes med kartofler. Formålet var, at den enkelte hærenhed skulle være selvforsynende med kartofler. Soldaterne skulle selv stå for dyrkningen af kartoflerne. Fødevarer blev normalt distribueret af forplejningskorpset til de enkelte militære enheder.
Havde den enkelte hærenhed ikke selv rådighed over egnede arealer, måtte de leje en mark i nærheden. Kaptajn Bang fra Mosede Fort lejede et stykke jord af Hovgården i den nærliggende landsby Mosede.
Kongeparret udlægger i 1917 frugthaven til kartofler
I aviserne kunne danskerne læse, at Christian d. X og dronning Alexandrine fulgte op på statens opfordring. Kartofler er Guld værd, og hvem ved, om de mod Aarets Slutning overhovedet lader sig opveje med Guld? Alle, der kan, maa dyrke Kartofler i Aar. Kongen har, som alt meddelt, givet Ordre til at lade en halv Tønde Land af Marselisborg Frugthave samt de derværende Plæner beplante med Kartofler til Uddeling blandt Smaafolk. Et Eksempel til Efterfølgelse for vore Jorddrotter og Byggegrundspekulanter! (Middelfart Avis 28.4.1917)
Bybefolkningen dyrker selv kartofler
I 1917 kunne borgere i København ansøge om at få et stykke jord til kartoffeldyrkning ude på Københavns Fælled (i dag Fælledparken). Ligeledes udlagde mange bykommuner jordstykker til kolonihaver/kartoffelhaver. Byboere over hele landet blev opfordret til at erhverve sig en kolonihave, hvor de selv kunne dyrke kartofler. Mange steder i bybilledet og i byens nære omegn dukkede kartoffelmarker op. Kolonihavebevægelsen fik vind i sejlene og større statstilskud til en konsulent, der skulle lære de nye ”kolonister” at dyrke havesager og kartofler.
Kartoflen blev mobiliseret som et afgørende værn mod krigens konsekvenser. Hele befolkningen og hele landbruget blev inddraget i statens og kommunernes kartoffelsag.
Udvalgt litteratur
Sofie Horten: Kartofler paa 173 Maader. København 1916
Ernæringsrådet: Agt paa Kartoflen, dyrk Kartoflen. København 1918
Henrik S. Nissen: Kartoffelforsyningen til København under 1. verdenskrig. I: Festskrift til Inga Floto. København 2002
