Korporalshulen
I krattet bag motorvejens rasteplads kan man finde rester af Korporalshulen, der er opkaldt efter den nærtliggende Korporalskro og udgjorde en form for ’hjørne’ i Tunestillingen. Mod sydøst lukkede Mosede-området terrænet af ud mod kysten. Det var ikke være muligt for tyskerne at sætte et massivt angreb ind dér, hvorfor der stort set ikke blev gravet skyttegrave fra Korporalshulen ud mod kysten. I stedet var strækningen langs mosen til Klintegården via Himmelbjerg dækket af pigtrådshegn og en lang række huler, der kunne bestryge fjenden med geværild. Tæt herpå etablerede man jordskansen ”Korporalsværket”, der skulle ”mindske risikoen for at forsvaret løbes over ende af mindre styrker, der om natten eller i usigtbart vejr overraskende trænger frem over mosen”.
Flankeringshuler
Ved Vendalsbakke og Justitsrådsbakken ligger også to af de bevarede flankeringshuler fra Tunestillingen opført i 1916. De er bygget af jernbeton og forsynet med to skydeskår til rekylgeværer (maskingeværer). Fra en lysåbning i midten kunne man om natten belyse terrænet med en stor gasprojektør. Det vigtigste forsvarselement i skyttegravsstillingerne var, at man fik sine rekylgeværer rigtigt placeret ved hegnets flanker. Hulerne skulle så ”flankere” stillingens pigtrådshegn – deraf navnet flankeringshuler.
Fremrykkende fjendtlige tropper ville blive stoppet af pigtråden, og man kunne derefter med hulernes rekylgeværer skyde ind i mængden med op mod 250 skud i minuttet. For hver 100 meters afstand man skød, spredte projektilerne sig op til en meter. Skød man mod en fjende på 500 meters afstand, ville man således kunne dække et område på fem meters bredde uden at skulle bevæge geværet.
Ved at holde geværet stille og skyde ind i flanken ville op mod 40 procent af skuddene ramme deres mål. Hvis man omvendt ville skyde frontalt mod en fremrykkende fjende, var man nødt til at bevæge geværet fra side til side under en såkaldt ”fejeild”. Ved frontal ild stod fjenden mere spredt, og den fejende bevægelse af geværerne sammen med projektilernes naturlige spredning betød derfor, at kun fire procent af skuddene ramte deres mål.
De to huler ved Vendalsbakke og Justitsrådsbakken pegede hver især ned langs godt 500 meter pigtrådshegn. Her skulle en fremrykkende fjende stoppes, før han indtog toppen af bakken, hvorfra han ville kunne rette et angreb mod hovedstillingen.
Skyttegravene ved Justitsrådsbakken
Bag ved Justitsrådsgalleri III kan man se de eneste bevarede spor af selve skyttegravene. De øvrige 200.000 m3 udgravet jord fra anlægget blev hurtigt hældt ned i skyttegravene igen efter Første Verdenskrigs afslutning, så landmændene atter kunne dyrke deres jorde. Skyttegravene ved Justitsrådsbakken er de sidst anlagte. Så sent som den 17. august 1918 blev den sidste skyttegravslinje ved Justitsrådsbakken udgravet – og det sidste pigtrådshegn ved gården Evashøj var ved at blive rejst, da krigen sluttede med våbenstilstanden den 11. november 1918.
Gravearbejdet foregik ved håndkraft med hakker, spader og skovle. Alt efter om jorden var let eller svær svingede dagsnormen for, hvor meget den enkelte soldat skulle grave mellem 1,5 og 4,5 m3. I første omgang gravede man 80 centimeter ned. Dernæst anvendte man den opgravede jord som brystværn på 60 centimeters højde, så en stående skytte i alt var beskyttet i 140 centimeters højde. Gravene blev dog senere uddybet med en færdselsgang, som havde en dybde på 160 centimeter.
Genbrug af materialer fra skyttegravene
Tunestillingen krævede inddragelse af store landbrugsområder, og regeringen nedsatte derfor en vurderingskommission, som skulle tage stilling til, hvordan bønderne skulle kompenseres. For at påvirke kommissionen og sikre størst mulig kompensation organiserede nogle af bønderne sig i en Skyttegravsforening med gårdejer Brochmann fra Vindinge sogn som formand.
De første erstatningsbeløb blev meldt ud i sommeren 1916. De lød kun på 3-400 kr. pr. tønde land. Det fik de organiserede landmænd til at protestere. Kommissionens modsvar var, at 172 berørte jordejere havde indgået forlig om prisen, mens kun 28 havde vist sig ”umedgørlige”. Én ting var erstatningen her og nu. Noget andet var, hvordan afviklingen af skyttegravene skulle foregå, når krigen sluttede. Skyttegravsforeningen tilbød at stå for reetablering af landbrugsjorden, når krigen var slut - mod betaling samt ret til at beholde alle anvendte materialer.
Skyttegravsladen på Stålmosegård
Vurderingskommissionen mente, at dette krav var alt for stort, men da krigen sluttede, frygtede man uro blandt de indkaldte soldater, og regeringen valgte derfor at sende dem hjem med det samme. Der var derfor intet alternativ til at lade jordejerne selv genskabe landbrugsjorden og beholde tømmeret.
Én af de bønder i Vindinge, der havde været aktiv i Skyttegravsforeningen var Chr. Hansen, som ejede Stålmosegård i Vindinge. Efter nedlæggelsen af skyttegravene på hans jord, benyttede han træbeklædningerne fra dem til at opføre en ny lade, som stadig eksisterer.
Opførelse af Tokhøjgård
Den 24. januar 1920 blev der afholdt en stor festmiddag på Bakkegården ved Karlstrup for at markere, at Skyttegravsforeningen havde sikret sig de lokale jordejere en betydelig erstatning for skaderne på deres jorde i forbindelse med Tunestillingens anlæggelse. Middagen bestod af grapefrugt, klar suppe, hummer naturel, skinke og grønsager, gåsesteg, smør og ost, vaniljeis og konfekt.
Erstatningssummen blev udregnet efter, hvilke og hvor mange materialer og bygningsværker, der lå på deres jord. For en samlet erstatningssum på 16.000 kr. blev Tokhøjgård opført med stuehuse og stald i 1923. Gården ligger mellem Vindinge og Tune.
