Juleaftensdag 1914 var vejret koldt og klart. Mange steder langs Vestfronten blev kanontordenen mindre, geværskuddene døde ud, og der var ikke udsigt til større kamphandlinger. Alligevel var soldaterne i skyttegravene mismodige. Der var ikke længere håb om en kort krig, og nu måtte julen fejres i kolde, fugtige skyttegrave i stedet for hjemme.
Derfor var der i udgangspunktet ikke megen julestemning. Alle tyske kompagnier havde dog fået udleveret et juletræ af hærledelsen, ligesom soldaterne fik tilsendt ’Liebesgaben’ (pakker) med f.eks. tobak, slik eller små nyttige genstande såsom blyant og brevkort.
Sang, julelys og gaver
Det var oftest tyskerne, som tog initiativet. De satte små juletræer med stearinlys op på toppen af skyttegravene, og i de britiske og franske stillinger kunne man pludselig høre tyskerne synge julesalmer, f.eks. ’Stille Nacht, heilige Nacht’ (på dansk ’Glade Jul, Dejlige Jul’). Franskmændene og briterne kvitterede med klapsalver eller en af deres egne salmer, og efterhånden turde enkelte soldater på begge sider også kravle op af skyttegravene, hvor de råbte eller vinkede til hinanden.
Nogle steder, hvor skyttegravene lå helt tæt over for hinanden, kastede man små gaver over i fjendens stilling. Andre steder begyndte soldater forsigtigt at bevæge sig ud i området mellem skyttegravene. Her gav de hånd, ønskede hinanden glædelig jul og udvekslede gaver med mænd, som kort forinden havde været deres dødelige fjender. Gaverne bestod ofte af tobak, læsestof og madvarer eller vin, øl og snaps.
En britisk krigsveteran huskede mange år senere, hvordan:
tyskerne kom ud af deres beskyttelseshuller, hentede en fodbold og inviterede vores drenge til en omgang bold. Vores drenge gik over til dem, og snart havde de det vældigt sjovt sammen
Spontane våbenhviler
Der er flere eksempler på, at der blev spillet fodbold, men julefreden varierede fra sted til sted, og der var frontafsnit, hvor krigstilstanden fortsatte julen igennem. Der var altså ikke tale om én stor begivenhed, men mange lokale, spontane våbenhviler. Ved den nordlige del af Vestfronten, hvor tyskerne stod over for briterne, synes den glade og fredelige stemning at have været særlig stærk, og her varede julefreden helt til den 26. december.
Julen var en fælles højtid, som mindede både franske, tyske og britiske soldater om det hjemlige liv og længslen efter fred. Foruden gaveudveksling og fodbold afholdt man også sangkonkurrencer, hvor mandskab på skift sang julesalmer for hinanden, og man kan også finde fotografier af blandede grupper af smilende mandskab.
Pausen i krigshandlingerne blev imidlertid også benyttet til mere praktiske formål, såsom at forbedre skyttegravene og begrave ligene af de mange faldne, som stadig lå mellem skyttegravene. Med tanke på, at krigshandlingerne snart ville blive genoptaget, begav officerer på begge sider sig også ud i ingenmandsland for at se nærmere på fjendens stillinger. Fjendtligheden lå således lige under overfladen.
Uden tilladelse
Disse berømte begivenheder skete ikke med tilladelse fra de militære hovedkvarterer, hvor man så med bekymring på enhver form for venskabelig omgang med fjenden. Julefreden blev derimod skabt af frontsoldaterne i skyttegravene. I sidste ende satte strenge ordrer om at genoptage kampene og forbud mod at ’fraternisere’ med fjenden, samt noget så praktisk som et omslag i vejret, dog en stopper for julevåbenhvilerne.
Begivenhederne i juledagene 1914 var ikke det første eksempel på fredelig kontakt mellem modstanderne eller små, improviserede våbenhviler. Det blev heller ikke det sidste.
’Lev og lad leve’
Julefreden skal ses som et eksempel på det fænomen, der er blevet kaldt ’lev og lad leve’. Det var en form for enighed blandt soldater om at mindske volden. I løbet af krigen blev det så udbredt, at de fleste frontsoldater oplevede det i et eller andet omfang. Denne indbyrdes forståelse var med til at øge soldaternes chancer for at overleve og lette det anstrengende liv ved fronten.
Aftalerne kunne komme i stand pga. højtider, ligesom Julefreden 1914. Der var også enkelte, lokale våbenhviler i julen 1915 og 1916. Anledningen kunne også være mere praktisk, hvis f.eks. begge parter havde behov for at genopbygge skyttegravene efter en periode med kraftig regn. I nogle tilfælde kunne aftalerne endda udvikle sig til en mere vedvarende tilstand på et frontafsnit.
I sidste ende viser Julefreden 1914, og i en bredere sammenhæng lev og lad leve-fænomenet, hvordan menneskelighed kunne skinne igennem på trods af en grusom krigssituation, og ligeledes hvordan soldaterne var i stand til at vurdere og påvirke krigssituationen til deres egen fordel.
Udvalgt litteratur
Nils Arne Sørensen: Den Store Krig – Europæernes Første Verdenskrig. København 2005
Claus Bundgård Christensen: Danskere på Vestfronten 1914-1918. København 2009
Steffen Bruendel: Between Acceptance and Refusal - Soldiers' Attitudes Towards War (Germany). I: 1914-1918-online. International Encyclopedia of the First World War (2014)
