Ulrich Graf von Brockdorff-Rantzau
Den tyske gesandt spillede en nøglerolle i den danske neutralitetspolitik. Med fælles baggrund i godsejerfamilier og diplomati havde han og den danske udenrigsminister Erik Scavenius en stor gensidig respekt og forståelse, der i takt med udviklingen af deres samarbejde blev til et gensidigt afhængighedsforhold.
Så længe Scavenius var udenrigsminister, havde Brockdorff-Rantzau fuld tillid til, at den danske neutralitetspolitik ikke ville komme Tyskland til skade. Scavenius spillede flere gange på dette forhold. Både til at få Brockdorff-Rantzau til at acceptere den danske holdning , og til at få Brockdorff-Rantzau til at lægge pres på det tyske udenrigsministerium. Der er flere eksempler på, at Brockdorff-Rantzaus indberetninger til Tyskland var stærkt fordrejede for at sikre den danske neutralitet og Scavenius' position.
Udover at Brockdorff-Rantzau havde et nært forhold til Scavenius, havde han også en tæt relation til den russiske socialist Dr. Alexander Helphand, som fra maj 1915 var bosiddende i København.
Den danske historiker Viggo Sjøqvist har karakteriseret Brockdorff-Rantzau som en højt intelligent, men egocentrisk diplomat, hvis politiske adfærd var præget af hans fordomsfri indstilling og tysk nationale holdning.
Af den slesvigsle adelsfamilie Rantzau. Han tog en doktorgrad i jura, inden han indledte en militærkarriere som løjtnant. En fysisk skade satte en stopper for denne, hvorefter han indledte en diplomatisk karriere i det tyske udenrigsministerium. Han var i St. Petersborg, Wien, Haag og Budapest, før han i 1912 kom til København.
Ved krigens slutning blev han partiløs udenrigsminister i den tyske regering. Han nægtede imidlertid at underskrive Versailles-freden. Herefter vendte han tilbage i udenrigstjenesten og arbejdede til sin død som tysk gesandt i den nye Sovjetunion.
