Den uindskrænkede ubådskrig 1. februar 1917
Den 31. januar 1917 meddelte Tyskland de neutrale stater, at fra d. 1. februar ville enhver sejlads i et stort område omkring Storbritannien og Frankrig, samt i Middelhavet blive forhindret ”med alle til rådighed stående midler”. ”Midlerne” var først og fremmest de tyske ubåde og deres torpedoer. Alle skibe, der bevægede sig inden for området, ville blive sænket.
Denne nye uindskrænkede ubådskrig var kulminationen på en gradvis eskalering i de krigsførende landes forsøg på at slide hinanden op lige fra krigens første dage.
Minebælter allerede i august 1914
Umiddelbart efter at Storbritannien havde erklæret Tyskland krig, udlagde briterne miner fra Themsen til Belgien for at sikre den militære forbindelseslinje mellem tropperne i Belgien/Frankrig og Storbritannien. Tyskerne udlagde også miner omkring England for at genere den britiske forbindelse til fastlandet, ligesom tyskerne bl.a. fik Danmark til at udlægge miner i de danske farvande for at hindre britisk passage ind i Østersøen.
Allerede d. 21. August 1914 gik de to danske handelsskibe, S/S Maryland og S/S Chr. Broberg ned efter at være stødt på tyske miner ud for England. Sidstnævnte gik ned, da det prøvede at komme mandskabet fra førstnævnte til undsætning, efter at eksplosionen var sket. 11 dage senere fulgte damperen S/S Kamma.
Nordsøen erklæres som krigszone vinteren 1914-15
Allerede d. 3. november 1914 erklærede briterne hele Nordsøen for krigszone og udlagde massive minespærringer. Neutrale lande, der stadig ville sejle, blev rådet til at sejle til Dover, og der få anvist en rute tæt ind under den britiske østkyst op til det nordlige Skotland – og en rute videre derfra over Nordsøen. Udover at sejladsen nu blev forbundet med stor fare, blev den langt mere tidskrævende.
Tyskerne svarede igen d. 4. februar 1915 ved at definere farvandene omkring de britiske øer for krigsområde, hvor ethvert fjendtligt handelsskib fra d. 18. februar ville blive ødelagt. Også de neutrale lande måtte påregne, at de var i fare, for tyskerne beskyldte briterne for at misbruge neutralitetsflag til at prøve at komme igennem. Man kunne derfor som neutral risikere at blive opfattet som britisk.
Neutralitetsmærke februar 1915
Det fik først hollandske og derefter danske rederier til at tydeliggøre deres skibes neutrale status. Hollænderne lod skibets navn male op med store bogstaver på begge sider, og på dækket anbragte de store skilte med både navn og hjemsted. De danske rederier forsynede deres skibe med store Dannebrogsflag og navnet ”Danmark” på begge sider.
Opbringninger og torpederinger
Det viste sig dog ikke at have nogen nævneværdig indflydelse på skibsfartens omfang. Alligevel indførte briterne en måneds tid senere som modtræk et forbud mod enhver handel med Tyskland. Alle neutrale lande med ladninger, der var bestemt for Tyskland, måtte påregne at blive bragt til britisk havn og få deres ladninger beslaglagt. Heller ikke den britiske erklæring stoppede søfarten. Men den var med til at øge risikoen, fragttiden og dermed navnlig fragtpriserne.
I Danmark tog man i første omgang de to landes erklæringer med sindsro. Det var hidtil gået meget godt, og man mente ikke, at de krigsførende havde magt at sætte bag ordene. Men stille og roligt steg antallet af skibe, der blev standset af ubåde. Papirerne blev inspiceret, og var de ikke tilfredsstillende, blev mandskabet sat i en redningsbåd og skibet stukket i brand.
Tvangssejlads og maskering 1916
Briterne svarede for alvor igen på dette i marts 1916. De ville ikke længere respektere Londondeklarationen fra 1907, der foreskrev uhindret sejlads for betinget kontrabande til neutrale havne. Samtidig skulle alle neutrale skibe levere tvangssejladser i britisk tjeneste til gengæld for at blive lastet med bunkerkul til skibets dampmaskine. Tvangssejladserne gik som regel igennem tysk kontrollerede farvande. Det var med andre ord en britisk manøvre, der skulle bringe de neutrale skibe i skudlinjen, og dermed teste, hvor langt tyskerne ville gå over for de neutrale stater.
Dette blev suppleret med udbygning af minespærringer rettet mod tyskerne, samt udlægning af net mod ubåde. Desuden udsendte briterne krigsskibe maskeret som handelsskibe. Hvis en tysk ubåd standsedes skibet og nærmede sig for at inspicere det, åbnede man ild imod ubåden for at sænke den. Tyskernes modtræk var at sænke handelsskibene på afstand uden at inspicere dem, samtidig med at udvidelsen af ubådsflåden med større ubåde blev prioriteret.
Beslutningen om uindskrænket ubådskrig
Den britiske blokade mod Tyskland kunne for alvor mærkes i 1916. Der blev stadig sendt forsyninger til soldaterne ved fronten, men civilbefolkningen led i stigende grad af fødevaremangel. I december 1916 anbefalede den tyske admiral von Holtzendorff derfor, at man udsultede briterne med en ubådskrig, inden man selv blev udsultet. Vurderingen var, at hvis man kunne sænke 600.000 tons skibsrum om måneden, vil briterne bukke under i løbet af nogle få måneder. Ganske vist ville ubådskrigen givetvis medføre, at USA gik ind i krigen. Men hvis briterne som ventet blev knækket på nogle få måneder, ville en amerikansk indgriben komme for sent.
Selvom tyskerne nåede målsætningen, hvad angår mængden af sænket skibsrum, lykkedes det imidlertid ikke at bringe briterne i knæ. Bl.a. fordi briterne viste sig i stand til selv at finde erstatningsprodukter.
Ubådskrigen rammer den danske handel
Erklæringen af ubådskrig fik næsten den danske sejlads til at gå i stå. Forsikringsselskaberne ville ikke dække skibene, efter at de var blevet erklæret for krigsmål, og sømændene ville ikke sejle uden klækkelige risikotillæg og forbedringer af redningsudstyret på skibene.
I februar og marts måned blev der kun sænket henholdsvis 2 og 5 danske handelsskibe, men det skal ses i forhold til, at de fleste holdt sig i havn på grund af usikkerheden. Men i april fik man ordnet forsikringsforholdene, så flere skibene blev sendt af sted, og det medførte en voldsom stigning i antallet af sænkninger. Hele 33 danske skibe blev sænket i denne måned.
Ubådskrig til forhandling
Det var hidtil lykkedes den danske udenrigsminister Scavenius at forhandle danske særordninger igennem over for alle de krigsførendes krav. Det forsøgte man også med ubådskrigen. I første omgang gjaldt det om at sikre frit lejde for ca. 150 danske skibe, der var på vej fra USA med foderstoffer. Man stillede bl.a. tyskerne en øget hesteeksport i udsigt mod at lade skibene slippe igennem og samtidig tillade, at et mindre antal skibe slap igennem til England. Det lykkedes faktisk at få forhandlet sig frem til tilladelse for 2-3 danske skibe til at sejle igennem krigszonen i de følgende uger. Men de videre forhandlinger brød i første omgang sammen, da den danske presse fik færten af dem og begyndte at skrive om dem.
I stedet søgte Danmark at få eksporten til England i gang gennem skibe fra Bergen, og det lykkedes også at få de første skibe igennem i marts måned. Det fik tyskerne til at tilbyde den danske regering af lette handelen mellem Danmark og Norge og frigive de skibe, tyskerne havde opbragt, mod at Danmark afholdt sig fra levnedsmiddeleksport til briterne frem til 1. august. Til den tid regnede tyskerne med, at briterne ville være tvunget i knæ.
Men Scavenius reagerede ved at meddele, at I så fald måtte Danmark indstille sin eksport af heste til Tyskland indtil samme tidspunkt. Tyskerne truede med, at dette ville udløse et stop for de tyske kul til Danmark, men Scavenius holdt fast. Og stillet over for udsigten til at hesteeksporten ville blive indstillet, opgav tyskerne kravet om et dansk eksportstop frem til 1. august.
Modtræk mod ubådene – konvojsejlads og miner
De tyske ubådes succesrige jagt på handelsskibe pressede USA ind i krigen; og den fik briterne til sammen med amerikanerne at lægge en ny strategi. Ubådene opererede spredt i det skjulte. Hvis man ville have ram på dem, måtte man få dem til at samles og vise sig. Derfor indførte man konvojsejlads, hvor flere handelsskibe blev samlet og ledsaget af krigsskibe.
Konvojen var en kalkuleret risiko. Man vidste, at ubåde ville angribe og dermed formentlig tilføje konvojen tab. Men man regnede med at de ledsagende krigsskibe ville nedkæmpe eller fordrive ubådene. I enkelte tilfælde blev også krigsskibene sænket, men da ubådene ikke kunne have mere end 4 til 8 torpedoer med, skulle der mange ubåde til for at nedkæmpe en konvoj. Fra oktober 1917 lykkedes det med konvojsystemet at få de fleste skibe igennem; men det krævede længere tid.
Da konvojsystemet var begyndt at fungere, gik man videre til næste skridt i kampen mod ubådene. En 370 kilometer bred minespærring fra Orkneyøerne til Bergen, der skulle forhindre ubådene i at komme ud i Atlanterhavet. Man havde udviklet en ny ’antenne-mine’, der ikke behøvede direkte kontakt for at detonere, så man kunne ’nøjes’ med at udlægge 100.000 miner.
Ubådskrigens konsekvenser
I 1918 blev det klart, at tyskernes forsøg på at udsulte briterne gennem ubådskrig var slået fejl. Men den danske handelsflåde var blevet ramt hårdt. Ikke mindst fordi tvangssejladserne tog voldsomt til. Man fik ganske vist forhandlet en generel aftale med briterne om, at de kunne disponere over 200.000 tons af den danske handelstonnage, hvilket svarede til hen mod en femtedel af flåden, mod at danske skibe så kunne få bunkerkul. Men amerikanerne stillede derefter endnu skrappere krav. Samtidig anså tyskerne skibe, der sejlede for de krigsførende som legitime krigsmål.
