Otto J.M. Kofoed-Hansen
På museet har vi dedikeret et rum til de dramatiske begivenheder den 5. august 1914, hvor Tyskland bad Danmark om at spærre Storebælt med søminer. Regeringen opfattede spørgsmålet som et ultimatum og troede, at en afvisning ville føre til et tysk angreb på Danmark og krig mellem Danmark og Tyskland. Dagen endte med regeringens beslutning om at bøje sig for det tyske krav og lukke den danske del af ind- og udsejlingerne til Østersøen ved at udlægge søminer i Lillebælt, Storebælt og Øresund. Viceadmiral Kofoed-Hansen spillede den afgørende rolle under de politiske forhandlinger, som varede det meste af dagen.
Kofoed-Hansen argumenterede for, at hvis Danmark ikke udlagde minerne, ville Tyskland selv gøre det. Det egentlige problem var, at tyskerne formentlig ville beskytte minespærringerne fra land, hvilket krævede en tysk besættelse af dele af Jylland, Fyn og Sjælland. Kofoed-Hansen og de øvrige politikere og officerer frygtede derfor, at hvis Danmark ikke frivilligt udlagde minerne, ville Danmark blive angrebet umiddelbart efter. Hvor hærchefen og politikerne var nervøse, uenige og i vildrede, var Kofoed-Hansen den stærke mand, der gik forrest og energisk argumenterede for en udlægning af miner. Det lykkedes Kofoed-Hansen at overtale regeringen til ikke at træde tilbage, men at blive og omstøde den tidligere beslutning fra 1912 om, at der vil være fri passage gennem de danske farvande i tilfælde af krig.
I dag ved vi, at Tyskland IKKE havde angrebet Danmark, selvom regeringen havde afvist det tyske ønske, og at risikoen for at blive inddraget i krigen i det hele taget ikke var så overhængende, som officererne og politikerne troede i de bevægede timer den 5. august 1914.
I de efterfølgende knap fire år var Kofoed-Hansen chef for flådens overkommando og forsvarsminister P. Munchs nærmeste medarbejder og rådgiver. Derudover øvede Kofoed-Hansen stærk indflydelse på den unge udenrigsminister Erik Scavenius, som ligesom Kofoed-Hansen - men ikke Munch - håbede, at Tyskland ville vinde krigen.
Fra Systemskiftet i 1901 og frem til sin tidlige død i april 1918 var Kofoed-Hansen den ledende søofficer i Danmark og den mest indflydelsesrige på dansk forsvarspolitik. Fra 1901 til 1905 var han departementschef og fra 1905 til december 1908 direktør i Marineministeriet. I 1911 blev han udnævnt til viceadmiral og kommanderende admiral (flådechef).
Forsvarskommissionen af 1902 afgav en betænkning i 1908, som førte til forsvarslovene af 1909. Kofoed-Hansen var flådens talsmand i kommissionen og forfatter af de papirer, som flåden præsenterede for politikerne i kommissionen. Forsvarsordningen var et kompromis mellem Venstre og Højre og mellem hærens og flådens ønsker, men forliget byggede primært på Kofoed-Hansens analyse af Danmarks strategiske situation og forslag til en forsvarsordning.
Kofoed-Hansens sikkerhedspolitiske grundtanke var, at Danmark lå indenfor den tyske magtsfære og måtte acceptere realiteterne. Hvis Danmark ikke understøttede tyske interesser, ville Tyskland besætte Danmark helt eller delvist. Tyskland kunne ikke tillade fjendtlige skibe i Østersøen og måtte derfor lukke indsejlingerne (Lillebælt, Storebælt og Øresund), hvis Danmark ikke ville eller kunne gøre det. Tyskland kunne heller ikke tillade en fjendtlig fransk eller engelsk landsætning af tropper i Jylland, og at Jylland blev benyttet som engelsk base for angreb sydpå mod Kielerkanalen og Hamborg. Hvis Danmark ikke selv ville eller kunne afvise en engelsk landgang i Jylland, måtte Tyskland præventivt besætte Jylland, så den tyske hær kunne forhindre engelske soldater i at gå i land i Jylland. Vores mulighed for at undgå et tysk angreb på Danmark var derfor, at vi indrettede forsvaret på en måde, så vi kunne forhindre Tysklands fjender i at gøre brug af dansk territorium.
Kofoed-Hansen var imidlertid godt klar over, at stemningen i Danmark var så antitysk, at det ikke var muligt for politikerne at være ærlige omkring, at den danske forsvarsordning havde til formål at hjælpe Tyskland i så høj grad, at vi fjernede det tyske incitament til at besætte Danmark. Løsningen var, at forsvaret officielt var et neutralitetsforsvar, og at formålet var at afvise alle neutralitetskrænkelser, uafhængigt hvem angriberen var. På den måde kunne man opretholde fortællingen om ligelig og upartisk neutralitet samtidig med, at Danmark fungerede som ”et læbælte for de tyske kyster”.
Kofoed-Hansen døde af ubehandlet sukkersyge inden krigens afslutning.
Udvalgt litteratur
Tage Kaarsted: Flåden under første verdenskrig. O. Kofoed-Hansens og V. Jøhnkes optegnelser. Aarhus 1976
Nielsen, Niels Hjortlund: Forsvarskommissionen af 1902 med særligt henblik på de tilforordnedes strategiopfattelse. Kandidatspeciale, Københavns Universitet 1976
Michael Epkenhans & Gerhard Groß (red.): The Danish Straits and German Naval Power 1905-1918. Potsdam 2010
