Arbejdet på Tunestillingen kan groft inddeles i syv faser.
Fase 1: 15. november 1915 til 31. december 1915
I den første fase af arbejdet blev soldater fra tre batailloner (ca. 600 mand hver) under ledelse af tre ingeniørkompagnier (ca. 100 mand hver) sat til at udgrave hovedlinjen på tværs af Sjælland fra Mosede Fort ved Køge Bugt til Himmelev nord for Roskilde. Arbejdet foregik i tre forskellige afsnit, Karslunde, Tune og Roskilde afsnittet.
Hovedlinjen blev gravet i 80 centimeters dybde, og den opgravede jord gav yderligere beskyttelse. Foran skyttegravene blev der trukket 10 meter brede pigtrådhegn.
Soldaterne fra bataillonerne blev indkvarteret privat på gårde i deres arbejdsdistrikt. Soldaternes antal svarede til ca. en tiendedel af befolkningen i de berørte sogne.
Fase 2: 1. januar 1916 til 15. juli 1916
Hovedlinjen udgraves og beklædes på siderne og i bunden. Der lægges også dræningsrør for at lede vandet væk. Derudover indrettes der dækningsrum i skyttegraven gennem hele linjen.
Udgravningen til og støbningen af 45 flankeringshuler af beton finder sted i løbet af perioden. Flankeringshulerne skal sørge for at maskingeværsskytter kan beskyde en fremrykkende fjende i flanken, hvor han bliver stoppet af pigtrådshegnene. Hulerne rapporteres klar til opsætning af maskingeværer (eller i praksis Madsen rekylgeværer) d. 15. juli.
Flere steder bliver hovedlinjen i stillingen forstærket med en fremskudt og/eller tilbagetrukket linje. Det drejer sig først og fremmest om området ved Karslunde, syd for Tune, ved jernbaneoverskæringen og ved Himmelev.
Der bliver lavet en plan for anlæggelse af 40 beredskabsrum nogle hundrede meter bag linjen, hvor soldater kan være klar til indsætning. De første rum påbegyndes, primært i Tune-afsnittet, der ikke har så mange flankeringshuler som Karlslundeafsnittet.
Endelig bliver der i juni oprettet en række kystvagter langs kysten.
Fase 3: 16. juli til 15. oktober 1916
Hovedindsatsen i perioden er etablering af batterier til artilleriet og opstilling af det. Uden et virksomt artilleri til at holde fjenden på afstand vil stillingen være forsvarsløs.
Opførelsen af flankeringsgallerier påbegyndes. I forhold til hulerne har gallerierne ikke en stor - og sårbar - projektøråbning i midten. Til gengæld har de plads til flere skytter. Samtidig begynder bevæbning af hulerne.
Arbejdet med flankeringshuler og beredskabsrum fortsættes.
Fase 4: 16. oktober 1916 til 5. april 1917
Der bevilges penge til opførelsen af soldaterlejre bag stillingen. Pengene bevilges i første omgang for at imødegå kritik over byrden for lokalbefolkningen med indkvartering af soldater. Men samtidig er der et militært behov for at mindske den meget lange alarmeringstid, der er forbundet med at soldater er spredt ud på mange gårde.
Rapporter fra Vestfronten i Frankrig og Belgien påpeger, at håndgranater er et effektivt våben mod skyttegrave. Det beordres derfor, at pigtrådshegnene skal udvides, så afstanden mellem skyttegrav og hegnets yderside bliver 40 meter, for at gøre det umuligt for en angriber at kaste granater ned i skyttegraven, førend pigtrådshegnet er gennembrudt.
Imidlertid vil en udvidelse af pigtrådshegnene give problemer i forhold til flankeringshulernes placering. De skal skyde ned langs hegnene og ikke igennem dem. Der bliver dog iværksat udvidelser af pigtrådshegnene, hvor det skønnes forsvarligt.
Fase 5: 6. april 1917 til 15. oktober 1917
Kystforsvaret søges styrket. Der anlægges et batteri ved Hundige, der skal forhindre landgangsskibe i at nå kysten. Samtidig bliver batterierne omkring Mosede forstærket med pigtråd.
I den udstrækning telefonkabel kan anskaffes, påbegyndes opbygning af et telefonnet i stillingen, der skal sikre hurtig kommunikation.
Der bliver etableret et feltlazaret-system med fremskudte forbindingspladser samt placering af vogne, hvormed sårede kan føres tilbage til fire 'ambulancer'. Ved ambulancerne er der læger til stede, der kan vurdere, hvem der skal sendes videre til feltlazaretterne for behandling, og hvem, der kan behandles på stedet.
Der udarbejdes også en plan for opstilling af luftskyts som et fremskudt luftforsvar, der skal kunne beskytte København mod luftbombardementer.
Fase 6: 16. oktober 1917 til 15. juni 1918
I forbindelse med at den sjællandske generalkommando får ny øverstbefalende, bliver Tunestillingen nedprioriteret. Der bliver iværksat planlægning af, hvordan stillingen kan evakueres. Det vurderes, at den kun under særlige forhold vil have sin betydning. Nedprioriteringen vises også i planer, der udpeger specifikke gallerier, der ikke skal bemandes selv i alarmberedskab.
Omprioriteringen betyder dog ikke, at arbejdet på stillingen helt indstilles. F.eks. igangsættes arbejdet på endnu en tilbagetrukket linje ved Nymølle.
Det er dog først og fremmest mere fleksible elementer, der prioriteres nu. Der opsættes f.eks. prøver på håndgranathaubits-standpladser et par steder, men der laves ikke en samlet plan for hele stillingen. Den skal først laves, når behovet opstår, så man ikke investerer de knappe ressourcer i anlæg, der hurtigt viser sig forældede.
Der påbegyndes også opstilling af luftskytsstandpladser, i første omgang til Madsen-rekylgeværer i forbindelse med skyttegravene.
Fase 7: 16. juni 1918 til 11. november 1918
Arbejdet på den nye tilbagetrukne linje ved Nymølle fortsættes og suppleres med igangsættelse af arbejde på en fremskudt linje fra Justitsrådsbakken til Hastrup. Der arbejdes på denne linje, da meddelelsen om våbenstilstanden d. 11. november når frem.
Derudover fortsætter eksperimenter med mere fleksible elementer som håndgranathaubits-standpladserne og skjulte "maskingeværreder", der skal placeres foran pigtråden for at kunne beskyde en fremrykkende fjende bagfra.
Afviklingen
Allerede i samme uge som våbenstilstanden trådte i kraft, påbegyndte man nedtagningen af pigtrådshegn. Huler, gallerier og batterier blev tømt for inventar og værdier. For at forebygge uro blev størstedelen af sikringsstyrken hurtigt hjemsendt, og man frygtede, at lokale hurtigt ville stikke af med værdierne fra de mennesketomme militæranlæg.
Netop fordi soldaterne blev hjemsendt, endte det med, at lodsejerne selv måtte fjerne betonhuler og skyttegrave fra deres jorde. Mod en klækkelig erstatning. Nogle lodsejere byggede nye stalde af det efterladte tømmer i skyttegravene. Andre brugte erstatningssummen til at få bygget nye huse. Nogle fik betonhulerne sprængt i stykker, andre lod dem bare ligge.
De to soldaterlejre blev i december 1918 og januar 1919 brugt til indkvartering af krigsfanger, der var blevet evakueret fra de tyske fangelejre. Men i april 1919 var også de tømt - og man gik i gang med arbejdet med at afhænde materiel og retablere grundene. Der blev holdt en stor auktion over bygningerne i december 1919.
