En tysk beslutning
Den 6. april 1916 vedtog den tyske rigsdag en lov om indførelse af sommertid. Den skulle træde i kraft allerede d. 30. april og vare til 30. september. Baggrunden var, at Tyskland nu i 1½ år havde kæmpet både mod russerne på østfronten og briterne og franskmændene på vestfronten. 1. verdenskrig krævede uanede ressourcer, og knapheden på dem begyndte at være mærkbar. Ved at indføre sommertid og få befolkningen til at udnytte dagslyset bedre mente man, at man ville kunne spare 100 millioner mark hver sommer. Den tyske vedtagelse blev ledsaget med en opfordring til landets allierede og de neutrale lande – herunder Danmark - om at følge trop. Spørgsmålet om sommertid blev derfor akut aktuelt i Danmark.
Ikke en ny tanke
Ideen om sommertid havde været fremme tidligere. Helt tilbage i 1784 havde Benjamin Franklin filosoferet over de besparelser på stearinlys, man ville kunne opnå, hvis man stod en time tidligere op. I 1800-tallet tog man så fat på at flytte på tiden. Af hensyn til moderne infrastruktur med jernbaner blev det nødvendigt at indføre en centraliseret tidsberegning og ikke bare tage udgangspunkt i, hvornår solen stod højst på himlen. Først indførte de enkelte lande centraltid. I Danmark gjorde man i 1880 Københavnertid landsdækkende. Men trafik og kommunikation over landegrænserne gjorde det nødvendigt at udvikle et internationalt tidszonesystem. Danmark tiltrådte dette i 1894. Fra centraliseret zonetid til sommertid var skridtet ikke langt. I 1907 udgav den britiske entreprenør William Willet et skrift om ”spild af dagslys”, og han fik bl.a. Winston Churchill og andre politikere til at tage sagen op i parlamentet. Det kom der dog foreløbigt ikke noget ud af, ligesom der heller ikke kom noget ud af lignende diskussioner i handelskredse i Frankrig.
Sommertidens danske forkæmper
I Danmark slog grosserer Lemvigh-Müller sig op som sommertidens danske forkæmper. Han kontaktede i april 1916 en række politikere for at få dem til at følge det tyske eksempel, og han førte en aktiv kampagne for sagen gennem de danske aviser. Lemvigh-Müller havde i lyset af de stigende energipriser ved krigsudbruddet i 1914 regnet ud, at det danske samfund ved at rykke tiden en time ville kunne spare 750.000 kroner i elektricitetsudgifter på bare to måneder. Ifølge en pressemeddelelse havde han i januar 1915 foreslået ideen til både den danske stat og en række andre europæiske lande. Nu et år senere så det ud til, at de krigsførende lande tog ideen til sig ”så lad os håbe, at det er et tegn på, at fredens dage nærmer sig”.
Tidens mand
En af de aviser, der gengav Lemvigh-Müllers pressemeddelelse, tilføjede spydigt: ”Man er lidt forbløffet! Men på den anden side: Når hr. Lemvigh-Müller ved en håndbevægelse kan standse selve tiden, så må det være småting for ham at standse krigen. Det mest overraskende er næsten, at denne mand har levet ubemærket mellem os siden efteråret 1914”. Men nu talte alle om Lemvigh-Müller, der blev kaldt ”Tidens Mand”.
Hvem hører tiden under?
Noget af det første Lemvigh-Müller søgte at få styr på, var at placere og definere beslutningskompetencen. For hvilket ministerium hørte sagen under? Nogle mente, at det var udenrigsministeriet, da det i høj grad handlede om at håndtere henvendelsen fra det krigsførende Tyskland. Andre at det var kulturministeriet, der havde ’tiden’ under sig. Og endelig var der dem, der mente, at det var en sag for trafikministeriet, da det primært handlede om den danske togforbindelse med udlandet. Lemvigh-Müller kontaktede dem alle samt statsminister Zahle. Det endte med at blive en sag for undervisningsministeriet, da den nye tid skulle administreres af universitetets astronomiske observatorium. Derudover fandt man ud af, at det ikke var nok med en administrativ ændring. Der skulle en ændring af lov om Danmarks tilslutning til det internationale zonesystem til.
By imod land
Spørgsmålet om tilslutning til sommertiden vakte stor debat. I første omgang tegnede Københavner-aviserne et billede af stor tilslutning. De havde ringet rundt til prominente folk, som var til at nå igennem den relativt nye opfindelse, telefonen. Det var derfor primært store mænd fra erhvervslivet og centraladministrationen i København, de fik fat på. De færreste kunne se noget problem i det. En bankdirektør mente, at det i fredstid ville være vigtigt at følge tidsændringer på de europæiske børser, og flere gav udtryk for, at det var sundt at stå tidligt op om morgenen. Også selvom en enkelt oplyste, at han selv som regel først stod op klokken 9. Men snart rejste der sig en opinion fra landbrugskredse. Her kunne man ikke se, hvorfor man skulle stå endnu tidligere op om morgenen for at kunne sende mælken med toget til byerne. Det var de dekadente byboere, der svirrede rundt om natten og ikke kunne komme tidligt op, der var problemet.
Et klassespørgsmål
Udover at dele land og by, kunne sommertiden også dele samfundsklasserne. Direktøren for ØK, H.N. Andersen udtalte hånligt, at i hans firma havde man allerede længe stået en time tidligere op. På den anden side udtrykte Socialdemokratiets leder, Th. Stauning, bekymring for, at arbejdsdrenge og andre lønmodtagere ville komme i klemme. De skulle møde en time tidligere, men de kunne ikke være sikre på, at de tilsvarende fik fri en time tidligere.
Forlystelseslivet
Det blev diskuteret, hvad folk mon ville bruge den ekstra time på. Ville det gavne folkesundheden, at folk nu fik bedre mulighed for at opholde sig ude i den friske luft de lyste aftener? Eller ville det skade den, fordi folk blot ville stå en time tidligere op uden at gå tidligere i seng? Direktøren for badeanstalten Helgoland mente, at han ville få flere badende gæster – og i andre lande argumenterede man for, at det ville give sporten et løft, at man nu fik mulighed for at dyrke udendørs sport de lyse sommeraftener. Tivolis direktør følte sig overbevist om, at det ville gå ud over hans forlystelseshave og dens restaurationer. Det magiske ved Tivoli var jo de elektriske lys, der oplyste haven i mørket. Nu ville folk først tage i Tivoli en time senere. Medicinske professorer vurderede, at de ’hygiejniske’ konsekvenser helt ville afhænge af, hvad folk brugte timen på.
1 time hvor tiden står stille
De største fortalere for sommertiden var statsbanerne. Det var spørgsmålet om at koordinere togdriften med de omkringliggende lande, der var det helt store problem. Man havde ikke nogen sommerkøreplaner i beredskab, der tog højde for en pludselig opstået tidsforskel med nabolandene. Hvis man fastholdt normaltid, skulle tog fra et land med sommertid til et land uden derfor holde stille 1 time ved grænsen og vente på, at tiden passede. Og omvendt måtte tog på vej ud af landet og ind i et land med sommertid prøve at indhente så meget tabt tid som muligt ligesom almindeligt forsinkede tog. Nogle steder kunne det være meget rart. F.eks. var færgen fra Warnemünde til Gedser som regel forsinket. Man ville få en time foræret til at forebygge forsinkelser i forhold til køreplanen. Men passagererne ville nok ikke blive begejstrede for at vente en time ved grænseovergangen mellem Tyskland og Danmark. Bare for at vente på at tiden gik.
En udenrigspolitisk kabale
Hele spørgsmålet om togdriften blev kompliceret ved, at de fleste lande delte togstrækninger med flere stater. Man havde kun tre uger til den tyske sommertid trådte i kraft. Man skulle helst i løbet af den tid være nået til enighed med de andre lande om, hvad de ville gøre. Danmark var lige så afhængig af forbindelserne til Sverige som til Tyskland. Og Sverige var igen lige så afhængig af forbindelserne til Norge som til Danmark. Andre neutrale lande befandt sig i en endnu mere prekær klemme. Det Schweiz grænsede op til både Tyskland og Frankrig. Og Holland var også klemt inde mellem krigens parter. Det var meget mere ukompliceret for Østrig-Ungarn hurtigt at vedtage, at man ville følge sin allierede ud i sommertiden. I løbet af april ændrede adskillige stater udmeldinger undervejs – og hver gang fik det konsekvenser for debatten i nabolandene. I Norden tegnede der sig dog efterhånden det billede, at såvel Danmark, Sverige og Norge var indstillede på at indføre sommertid i fald de to andre lande besluttede at gøre det.
Et neutralitetsproblem?
Det var først og fremmest Danmark, der lagde grænse til problemerne med den tyske sommertid. Den danske regering var dog nødt til at overveje, om den risikerede at blive beskyldt for neutralitetsbrud, hvis den fulgte opfordringen fra tysk side om at ændre tid. Ville det kunne tolkes som en begunstigelse af den ene af krigens parter? Heldigvis kom der snart melding fra Frankrig om, at dette land også havde indført sommertid. De danske politikere kunne derfor ånde lettet op – og italesætte sommertiden som et internationalt forsoningsprojekt midt i en verdenskrig.
Sommertid på tværs af fronterne
Sommertiden havde haft sine fortalere i Frankrig inden det tyske projekt. Og i de franske aviser blev de forventede tyske besparelser fremført som argument for også at gøre det nu. Et andet argument for at følge tyskerne kunne være, at hvis den tyske hær på den anden side af skyttegravene levede efter en anden og tidligere døgnrytme, så var risikoen for i bogstaveligste forstand at blive taget på sengen af tyskerne større. Ganske vist sagde man fra militær side, at det ikke spillede nogen rolle, da man altid var klar til kamp. Men alligevel. Der var dog stor modstand mod sommertiden i Frankrig. Og selvom det i den danske debat allerede fra midten af april blev fremhævet, at både Frankrig og Tyskland ville indføre sommertiden, faldt den franske sommertid først endeligt på plads i midten af juni måned. Frankrig nåede dermed at blive overhalet af sin allierede, Storbritannien, der ikke ville falde bagud i mobiliseringen af samfundsressourcer over for sin hovedfjende.
Juridiske indvendinger
Blandt de kritiske røster over for sommertiden kunne man høre spidsfindige juridiske stemmer. Hvordan skulle man forholde sig i sager, hvor der forelå en juridisk frist udmålt i timer? Hvis sommertiden f.eks. blev indført midt under en 72 timers frist – skulle man så tælle den ’tabte’ time med og dermed forkorte fristen? Og skulle man tilsvarende forlænge tidsfrister med en time ved tilbagevenden til normal tid? Og hvad nu med børn, der ifølge sommertiden blev født i den første time efter midnat? Skulle deres fødselsdag fastsættes i forhold til normal tid eller sommertid – som måske kun ville gælde dette ene år? Det kunne få store juridiske konsekvenser, hvis der om mange år blev udskrevet valg på barnets ’sommertidsfødselsdag’. Ville det unge menneske være stemmeberettiget?
Europæisk tvang over for national konservatisme
I Danmark fandt de fleste det positivt, at man midt i verdenskrigen kunne finde fælles europæiske projekter på tværs af alliancer. Her byggede modstanden mod sommertiden primært på praktiske, tekniske eller bekvemmelige indvendinger. Omvendt forholdt det sig i det nordiske broderland, Norge. Her rasede mange over påvirkningen udefra. ”Den er et kuriøst eksempel på det internationalt smittende – særlig i urolige tider – ved nye påfund, som de allerfleste ved en sindig overvejelse ville finde latterlige. Ikke før var denne ’Sommertid’ gået at stabelen i de krigsførende lande, før man i Skandinavien fandt ud af at ”so ein Ding müssen wir auch haben”. Og i huj og hast lavede regeringerne forslag for at vise, at de var europæiske. …. Det fortælles, at hønsene lægger adskilligt mere æg, når der lægges elektrisk lys i hønsehusene; for da narres de til en længere arbejdsdag. Det er dette system man nu, let ændret, vil overføre på den hele nation.” Derudover var det for mange nordmænd en torn i øjet, at et stærkt ønske om at tilslutte sig sommertiden i Sverige skulle medføre, at den blev indført i Norge. Norges uafhængighed fra Sverige var endnu relativt ny. Nu ville man igen blive styret af svenske luner.
Græsrodssommertid
Der var dog også i Norge kræfter, der hævede sig over det nationale perspektiv og var positive. Og det var faktisk de samme stemmer, der i Danmark var mest negative, nemlig landandsforbundet. I hvert fald udtalte forbundets talsmand sig om, at man rundt omkring på landet i praksis havde indført sommertid for længe siden. På græsrodsbasis. Man havde stillet uret 1 time, 1½ eller 2 frem, alt efter behov. Det havde ikke været noget problem at forholde sig til, at centralmagtens tid med jernbaner m.m. var en anden. Det største problem var, når man kom på aftenbesøg på en anden gård, hvor det viste sig, at de tidsmæssigt var så meget foran, at de allerede var gået i seng. Der gik også historier om, at man på Island havde en tilsvarende græsrodssommertid.
Politisk manipulation?
På trods af at der var positive røster, og at den norske regering var positivt stemt, blev forslaget om sommertid i Norge i første omgang forkastet – dog med det forbehold, at spørgsmålet ville blive revurderet, hvis Sverige og Danmark vedtog den. Dette gjorde henholdsvis det danske og svenske parlament fredag d. 12. maj – med virkning fra mandag d. 15. Til stor forbitrelse for de norske modstandere. De mente, at deres regering ikke havde gjort den norske modstand tydelig for svenskerne og danskerne. Nu blev Norge presset til alligevel at indføre sommertiden. I det hele taget gav spillet med politiske udmeldinger på tværs af landegrænserne mulighed for manipulation og rænkespil i det hektiske kapløb om at komme med på den tyske sommertids-vogn.
Nytårsaften stemning
I de nordiske landes aviser havde man kunnet læse, hvordan sommertidens indførelse i Tyskland og Østrig-Ungarn d. 30. april var blevet fejret som nytårsaften. Folk havde været på gaden for at se viserne blive drejet frem. Restaurationerne havde fået lov til at holde åbent hele natten for at de feststemte centraleuropæere kunne fejre begivenheden. Medvirkende til folkefesten var også meldinger om, at der var udbrudt oprør i Irland mod det britiske styre – måske var krigslykken også ved at vende. I København prøvede man at genskabe den samme stemning. Tusindvis af mennesker stimlede sammen på Rådhuspladsen i København kl. 23 om søndagen d. 14. maj for at se uret blive stillet frem.
Dagen derpå
Den hastige gennemførelse medførte, at det ikke var alle, der havde fået besked. F.eks. havde skolebørnene ikke fået at vide, at de skulle møde en time tidligere om mandagen, da nyheden om lovens vedtagelse ikke var noget frem, inden de var sendt hjem. Aviserne appellerede derfor til forældrene om at sørge for at få børnene tidligere af sted. Alligevel var der mange, der ikke dukkede op i tide mandag morgen. Og omvendt sendte en århusiansk skole de tidligt fremmødte skolebørn hjem igen, da den ikke mente at have formået formel besked på ordningen. Derudover kom mange for sent til toget den morgen.
Modstand og misforståelse
Men sommertiden var altså kommet. Nogle var glade for den. F.eks. de danske soldater i sikringsstyrken, der var anbragt i mørk arrest, da sommertiden blev indført. De fik deres straf afkortet en time. Andre bandede over den eller ligefrem nægtede at indordne sig. Fra Tyskland hørte man historier over en ældre herre, der ikke en gang havde taget den europæiske centraltid til sig, men levede med sine urer og sin døgnrytme 15 minutter efter alle andre. Han var næppe modtagelig over den. Fra Norge hørte man om en skovhugger og hustru, der havde forstået sommertiden på den måde, at de skulle sætte uret i stå – og først sætte det i gang igen den 30. september. Og vel at mærke ikke troede, at de skulle arbejde, mens sommertiden på denne måde stod på.
En enlig svale
Det skulle vise sig, at sommertiden i de nordiske lande – i hvert fald på kort sigt – skulle blive en enlig svale. I april 1917 enedes de nordiske lande om ikke at gentage eksperimentet. I Sverige havde man været indstillet på at fortsætte, men modstanden var for stor i Norge og måske lidt overraskende navnlig i Danmark. Krigen havde nemlig taget en alvorlig drejning. Den tyske erklæring af uindskrænket ubådskrig ved udgangen af januar måned 1917, samt USA's forestående indtræden i krigen, kappede næsten helt de danske handelsbånd mod vest over. Fra at leve højt på krigshandel blev mangel på både brændstof og navnlig fødevarer akut i Danmark. Der blev færre tog, så problemerne med køreplanerne blev ganske naturligt mindre. Og i forhold til at spare elektricitet blev der nu foretaget andre drastiske indgreb i form af forbud, så der var ikke nogen ekstragevinst at hente på sommertiden. Til gengæld blev hensynet til gartnerier og landbruget altafgørende. Og fra deres side blev sommertiden opfattet som en besværlighed. Ligesom man i Norge konstaterede, at malkekøerne havde slået regeringen i kampen om sommertid.
Sommertidens genkomst
De krigsførende lande fortsatte med sommertiden til krigen var endeligt overstået. Og de fandt den frem igen, da den næste verdenskrig brød ud. Og her sørgede tyskerne for, at den i 1940 blev genindført i Danmark. Men det er en anden historie.
