Våbenhandel i krigstid
09
1. verdenskrig medførte en kolossal udvikling i våbnenes mængde, rækkevidde, skudhastighed, præcision og ødelæggelseskraft. Hvordan kunne og hvordan burde et lille neutralt land som Danmark følge med?
Hvor køber man en kanon midt i en verdenskrig?
I kølvandet på tyskernes bombardement af belgiske Antwerpen i oktober 1914, udarbejdede hæren en rapport om, hvordan Københavns forsvar kunne styrkes. En af de vigtigste midler var moderne kanoner, der kunne holde tyskerne væk fra det område, hvorfra de kunne beskyde byen.
Regeringen bevilgede penge til anskaffelse af 92 nye kanoner. Men hvor skulle man få dem? I de krigsførende lande havde man selv brug for alle de kanoner, der kunne produceres. De bedste bud blev derfor de neutrale lande USA og Sverige.
Egen kanonfabrikation
Man var dog navnlig i forhold til USA usikker på kanonernes kvalitet og leverancesikkerhed. Det endte med, at Hærens Tekniske Korps erhvervede tegninger til at bygge kanonerne selv hos Bofors i Sverige. Først i oktober 1918 havde man de fire første kanoner klar til ibrugtagning.
Gasmasker
Tilsvarende udfordringer mødte man på andre områder. Man iagttog brugen af giftgas ved fronten og den udbredte anvendelse af gasmasker. Det lykkedes at købe 80.000 engelske gasmasker, men det viste sig, at kvaliteten var tvivlsom. Derfor gik den militære apoteker Dr. Siims i gang med at konstruere en dansk gasmaske.
Håndgranater
Erfaringerne fra Vestfrontens skyttegravskrig viste også, at håndgranaten var et ny og særdeles vigtigt våben. I første omgang lykkedes det at købe 100.000 eksemplarer af Aasens håndgranat, der blev produceret for firmaet "Defenseur" i København - og som ikke måtte udføres under krigen. Men efterfølgende søgte Hærens Tekniske Korps også at iværksætte sin egen produktion.
Madsen-geværet
På et område var Danmark førende, da krigen brød ud. Dansk Rekylriffelsyndikat producerede et rekylgevær - et let maskingevær - opkaldt efter den danske general og krigsminister V.H.O. Madsen. Efterspørgslen på geværet var stor, men man måtte ikke sælge til de krigsførende lande. Da markedsprisen var høj, havde hæren ikke råd til at købe Rekylriffelsyndikatets våben, og også på det område satte hæren sin egen produktion i gang.
Rummet var oprindeligt indrettet som munderingsdepot, dvs. depot for soldaterudrustning og uniformer.
