Kunne en premierløjtnant i den danske hær tillade sig at tale sådan til mandskabet i sikringsstyrken? Det fik Overkrigsretten lov at tage stilling til den 9. januar 1915.
Nyindkaldte på natøvelse
Udbruddet var fremsat af premierløjtnant Christensen fra 26. bataillons 1. kompagni under en natøvelse ved Køge d. 15. august 1914, kun et par uger efter, at sikringsstyrken var blevet indkaldt. Han havde beordret soldaterne til skiftevis at falde ned og gå frem i mørket i takt med, at en lygte blev tændt og slukket.
Historien kommer i avisen
Ved øvelsens afslutning havde han ifølge flere af soldaterne skældt dem ud for at være ”høveder” og ”bøfler”, samt fremkommet med ønsket for den danske nation, at et sammenstød med de tyske pikkelhuer ville pille de værste bløddyr ud. Historien blev to dage efter bragt i Sydsjællands Social-Demokrat, og historien om den gale løjtnant cirkulerede videre i landets socialdemokratiske presse. Løjtnanten havde tilbage i 1908 måttet gennemgå en straf på 8 dages kvarterarrest for at have overtrådt eksercerreglementets bestemmelser om løbs varighed, hvad der ikke fik ham til at fremstå i et bedre lys.
Sagen for krigsretten
På baggrund af avishistorierne nedsatte regimentet d. 18. september en stabskrigsret, der frifandt premierløjtnanten for at være fremkommen med ”utilbørlige udtalelser”. Denne kendelse blev imidlertid af Krigsministeriet sendt videre til Overkrigsretten for at afgøre, hvor grænserne gik.
"Mangelfuld disciplin og blødagtighed"
Den indklagede løjtnant mente ikke, at ordene var faldet præcist sådan. Han gjorde mest ud af at forklare, hvad der havde fået ham til at skælde ud. Mandskabet havde udvist ”slaphed, sløjhed og mangel på disciplin, det var uopmærksomt og der lød flere gange fløjten og anden uorden i delingerne.” Det var denne mangelfulde disciplin og blødagtighed under lette øvelser, der havde fået ham til at påpege, at det måske ville være godt at prøve at stå over for pikkelhuerne, der var ”soldater i ordets rette forstand”, for ”vi var blødagtige og aldeles ikke soldater, i hvert fald ikke alle sammen”.
Frifindelse
Nogle menige soldater blev afhørt – men det blev i den forbindelse påpeget, at vidnernes erindring kunne være påvirket af avisernes version af historien. Stridspunkterne var, hvorvidt udtrykkene ”bløddyr” og ”høveder” var brugt, samt om han havde talt om ”den danske nation” og om nogen skulle ”pilles ud”. Da aviserne kunne have påvirket de meniges gengivelse, og forskellige befalingsmænd samtidig støttede løjtnantens udlægning, blev denne lagt til grund. På den baggrund stadfæstede Overkrigsretten stabskrigsrettens frifindelse.
Sagen markerede dog, at der var grænser for, hvad en befalingsmand kunne tillade sig at sige til mandskabet, ligesom den viste, at det ikke var alle soldater i sikringsstyrken, der opfattede indkaldelsen som blodig alvor.
