Født under enevælden
Da 1. verdenskrig brød ud var det danske demokrati endnu en relativ ung og skrøbelig størrelse. De ældste danskere var født under enevælden, der først blev afskaffet 65 år tidligere. Og selvom der var indført demokrati ved junigrundloven 1849, var det ikke langt fra alle privilegier, den gamle adel og samfundets førende havde mistet.
Valgret med udgangspunkt i husstanden
Valgretten til folketinget var indskrænket til uberygtede mænd over 30 år, der havde dansk indfødsret og havde haft fast bopæl i mindst et år. De måtte ikke stå i et privat tjenesteforhold og ikke have modtaget fattighjælp. Valgretten tilkom således snarere den enkelte husstand med husbonden som dens håndhæver end borgeren som individ. Det var en gammel luthersk tankegang.
Landsting for de besiddende
Valgretten til landstinget fulgte i første omgang valgretten til folketinget, om end vælgerne i første omgang kun valgte valgmænd, der så skulle foretage det endelige valg. Til gengæld skulle man være 40 år gammel for at være valgbar, samt enten tjene mindst 1.200 rigsdaler eller betale 200 rigsdaler i skat.
I 1866 ændrede man valgretten til landstinget for at sikre, at det vitterligt afspejlede landets, dvs. de besiddendes interesser, i modsætning til folketinget, der skulle afspejle folket. Udover at 12 af de 66 pladser blev overladt til kongelig udpegning, skulle halvdelen af de øvrige pladser vælges af de rigeste og højst skattebetalende.
Det parlamentariske princip
Det gav anledning til en indædt kamp mellem folketing og landsting i de følgende 35 år. Det var kongen, der udpegede regeringen, også selvom denne ikke havde et flertal i folketinget bag sig. Først i 1901 blev det parlamentariske princip, at en regering ikke kan have et flertal i folketinget imod sig, anerkendt.
Grundlovskampen
Det var det første slag mod resterne af det privilegerede samfund. Det næste slag var godt i gang, da krigen brød ud. Grundlovskampen, der ikke bare skulle udstrække valgretten til kvinder og tyende, men navnlig fjerne de besiddendes privilegier i forhold til landstinget, havde raset siden 1909. Mindre end uge før 1. verdenskrig troede de fleste, at denne kamp var ved at blive afsluttet med en ny grundlov (der var aviser, der allerede skrev om Grundloven af 1914).
Kongens rolle
Kong Christian d. X
Denne kamp blev nu trukket med ind i krigen. Ligesom kongens rolle i det politiske system stadig var omtvistet. Nok var parlamentarisme blevet anerkendt som princip, men kongen spillede stadig en særdeles aktiv politisk rolle. Og det kom han også til under krigen. Det gjaldt både i forbindelse med den såkaldte mineudlægningskrise i 1914, ved den politiske uro i forbindelse med beslutningen om salget af Dansk Vestindien i 1916, og ikke mindst ved den såkaldte Påskekrise i forbindelse med afstemningen om Sønderjyllands genforening ved krigens afslutning.
Lensafløsning og påskekrise
Den tilspidsede politiske situation under Påskekrisen i 1920 skal også ses i lyset af, at den Radikale regering netop havde anrettet et hårdt slag mod det gamle privilegerede samfund i form af den såkaldte lensafløsning 1919, hvor de adelige len og stamhuse fik ophævet deres særstatus og en tredjedel af de godser blev eksproprieret og udlagt til husmandsbrug. En udvikling, der bl.a. var påvirket af dønningerne fra revolutioner i Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn.
Det Vestindiske og det Sønderjyske spørgsmål
Også spørgsmålene om Dansk Vestindien og Sønderjylland gav anledning til udfordringer for demokrati-begrebet. Ikke bare fordi staten i lyset af krigen ikke tillod debatten at udfolde sig frit. Men også fordi spillereglerne omkring afstemningerne var vidt forskellige og omtvistede.
Det var i høj grad hensynet til varetagelsen af neutraliteten, der udstak rammerne for håndteringen af disse udfordringer. Et hensyn, der på den ene side også førte til pressecensur og på den anden side til aflytning og overvågning.
