Den 18. marts 1917 sendte kommandanten for Tunestyrken en analyse til hærens overkommando, hvori han vurderede, hvordan et tysk angreb formentlig ville forme sig med henblik på at vurdere muligheden for at forhindre en landgang og, hvis dette ikke lykkedes, at fastholde Tunestillingen.
Landgangen
Hvor man et år tidligere havde regnet med, at en landgang ville ske ved Mosede Fort, mente man nu, at det etablerede kystforsvar ved Mosede Fort ville få tyskerne til at foretage et landgangsforsøg i Køge havn.
Kommandanten vurderede, at Køge havn lå fuldstændig åben for tyskerne, så man kunne forvente, at de ganske uhindret ville kunne landsætte deres tropper. Der var ikke mulighed for nogen artilleridækning, og kommandoforholdene var dårlige, da forsvarsstyrken ville skulle sprede sig i og bag forskellige bygninger. I bedste fald ville man kunne forsinke tyske fortropper og tilføje dem nogle tab, men standse dem kunne man ikke.
To af de danske batailloner var placeret ved Borup og Køge med henblik på at kunne sinke og følge en evt. tysk landgang i Faxe bugt. Men det var langt mere sandsynligt, at tyskerne ville gå i land i Køge. Og hvis det skete, var det bedst at lade dem afmarchere mod Tunestillingen med det samme. Tyskerne ville alligevel skulle sikre Køge mod syd og vest, så der ville næppe være ekstra tid at vinde ved at indlede kamp.
Faren for at blive afskåret
Den mest presserende opgave var altså at sikre, at de to fremskudte batailloner, 27. bataillon med alarmplads i Svenstrup, og 3. bataillon med alarmplads i Ølby og Salby, samt 2 rytterregimenter med alarmplads i Køge, kunne nå sikkert tilbage til Tunestillingen. Til det formål var en artillerideling placeret ved Ørsted, så den kunne give dem dækning ved tilbagegangen over Skensved å.
I de tidstabeller, som man opstillede over den tyske fremrykning og den danske tilbagetrækning, ville kl. 5.40 være et kritisk tidspunkt. Man regnede med, at 6 tyske ryttereskadroner kunne være kommet på tværs af tilbagetrækningslinjen; men man regnede også med, at den danske styrke ville være stærk nok til at slå sig igennem. Det var dog ikke sikkert.
Derfor måtte man anbefale, at de to fremskudte batailloner blev trukket tilbage til linjen fra Jersie over Karlstrup og Snoldelev til Ørsted.
Det var i det hele taget ikke en given forudsætning, at det ville gå så godt som skitseret. For det første var det en forudsætning, at alarmberedskabet var forhøjet, så tropperne var rykket fra spredt til sammentrængt kantonnement og derved kunne samles hurtigere. For det andet var det en forudsætning, at kommunikationssystemet fungerede som det skulle, og at der ikke var svigt på telefonnet eller andet.
Angreb ved Karlslunde
Kommandanten forudsatte i sine videre analyser, at det ville lykkes at få de fremskudte batailloner tilbage til stillingen. Dernæst var spørgsmålet, hvorvidt et angreb på stillingen kunne modstås.
Man gik ud fra, at tyskerne ville angribe omkring Karlslunde, da de ikke kunne rykke direkte frem langs kysten på grund af moseområderne.
Man anslog, at en tysk angrebsstyrke ville bestå af 23 fodfolksbatailloner, 7 maskingeværkompagnier og 18 artilleribatterier med i alt 108 kanoner. Heroverfor ville Tunestillingens forsvar bestå af 7 fodfolksbatailloner, 4 rekylgeværkompagnier og 10-12 artilleribatterier med i alt 40-46 kanoner.
Hvis man kunne få en undsætningsstyrke på 8 batailloner og 6 artilleribatterier fra København frem, inden et angreb ville blive indledt omkring kl. 11.00 "vil der muligvis være chancer for at tilføje angriberen et nederlag", vurderede kommandanten. Hvis man anlagde et jernbanespor fra Tåstrup over Kildebrønde, Reerslev og Hedehusene, ville det øge sandsynligheden for, at det kunne lade sig gøre.
Anbefalingerne
Sammenfattende anbefalede kommandanten, at:
1) Køge havn blev spærret effektivt, så man kunne forhindre tyske skibe i at gå ind i havnen
2) de to fremskudte batailloner ved Borup og Køge blev trukket tilbage til Jersie, Ølsemagle, Skensved, Gadstrup, Daastrup, Egby og Ørsted sogne i sammentrængt kantonnement og ca. dobbelt så mange sogne i spredt kantonnement.
Men de seneste meldinger gik på, at det i Vallensbæk-Brøndbyvester kantonnerede kompagni skulle flyttes til Nordfronten. Derfor endte analysen med ordene:
Jeg anser det for min pligt i den anledning at henlede Overkommandoens opmærksomhed på, at den til løsningen af forsvarsopgaven ved Køge Bugt til rådighed stående styrke i forvejen var for ringe. Det må i virkeligheden forekomme mig, at enhver formindskelse af den nævnte styrke ikke er forsvarlig.
