Ulighed og revolutionsfrygt
19
Krigshandelen medførte stigende priser og stigende ulighed i samfundet. De fleste havde svært ved at få pengene til at slå til, mens nogle få tjente styrtende summer på krigskonjunkturerne. Gullaschbaroner blev de kaldt. Flere af de krigsførende lande blev ramt af revolutioner. Frygten for revolution gærede også i gullasch-tidens Danmark.
Krigens lykkehjul
Fra krigens første dag satte den sig spor i dagligdagen. Alle priser strøg i vejret på grund af stigende efterspørgsel og øgede omkostninger ved udenrigshandel. Lønninger, pensioner og understøttelse blev dermed udhulet, familieforsørgere blev indkaldt til krigstjeneste, og nogle job forsvandt helt på grund af de særlige krigskonjunkturer. Den største del af befolkningen fik hurtigt dyrtiden at mærke. Omvendt var der en relativt lille gruppe, der forstod at tjene store penge på de særlige krigskonjunkturer. Krigen skabte mange små tabere og få store vindere.
Gullaschbaroner
De store vindere på krigens konjunkturer. De blev kaldt gullaschbaroner. Navnet henviste til, at priserne på dåsemad til navnlig de tyske soldater ved fronten steg voldsomt. Det fik produktionen af dåsemad til at stige voldsomt - og nogen lod sig friste til at lave dåser på lettere fordærvede råvarer eller at fortynde indholdet i jagten på fortjeneste.
Udtrykket gullaschbaron havde derfor en lidt suspekt klang. Det blev efterhånden ikke kun brugt om konservesproducenter, men alle der udnyttede de særlige krigskonjunkturer til at få en stor fortjeneste, hvad enten de var skibsredere, fabrikanter, handelsmænd eller spekulanter. En knap så udbredt men egentlig mere præcis betegnelse for fænomenet var "minutmillionærer". Netop fordi deres formuer blev skabt gennem de særlige krigskonjunkturer, blev mange af dem ramt af de nye konjunkturer ved krigens slutning.
Hjælpekasser
Hvor det i udgangspunkt var op til de lokale sognekommuner at vurdere hvorvidt nødlidende kunne få kommunal hjælp - og i givet fald hvor meget de kunne få - blev der i løbet af krigen vedtaget en række love, der gav sognekommunerne pligt til at yde bistand til særlige grupper mod at få denne delvis refunderet af staten. Den første gruppe, der nød godt af en sådan lov, var de indkaldte soldaters familier. Senere fulgte bl.a. enker med børn og alderdomsunderstøttede, ligesom der blev taget initiativer for at afhjælpe en voksende bolignød med bl.a. bygning af husvildebarakker.
Politisk kamp og revolutionsfrygt
Den øgede sociale spænding under krigen faldt sammen med, at samfundets politiske struktur netop i disse år var i støbeskeen. Så sent som i 1901 var folketingsparlamentarisme som princip blevet anerkendt, og krigen brød ud i en afgørende fase af grundlovsrevisionen, der skulle ophæve de rigestes priviligerede stemmeret og samtidig udstrække stemmeretten til kvinder og tyende, samt nedsætte valgalderen.
Det var en tid med stigende politisk mobilisering - i partier og foreninger. Navnlig i den voksende arbejderbevægelse var spændingen stor. Skulle man prøve at udnytte de stigende spændinger til at fremme en revolution? Eller skulle man gennem øget indflydelse på det politiske system gå den parlamentariske vej mod et nyt samfund? De mange stemmer får i rummet tale gennem plakatvæggens udvalg af mødeindkaldelser.
Socialistiske internationale og solidaritet
Medvirkende til revolutionsfrygten var den bølge af revolutionære bevægelser, der fra 1917 bredte sig i de krigsførende lande. Først og fremmest i Rusland, men bølgen nåede også til både Tyskland og Østrig-Ungarn. Inden krigens udbrud havde man i arbejderbevægelsen opfattet en sådan storkrig som umulig. Arbejdere i de europæiske lande ville ikke vende våbnene mod hinanden men være solidariske og i stedet vende dem mod kapitalisterne. Men nationalismen havde lige fra krigsudbruddet fået drømmen om socialistiske internationale til at vakle.
De socialdemokratiske partier i de neutrale lande prøvede dog at holde sammen på stumperne. Da revolutionerne begyndte at bryde ud i de store imperier, der var tynget af krigens byrder, måtte man i Danmark tage stilling til, om man skulle følge en national parlamentarisk vej til et lighedssamfund eller en international revolutionær. Fra 1916 havde Socialdemokratiet været repræsenteret i regeringen, og havde dermed set, hvor langt man kunne gå ad parlamentarisk vej. I debatten om hele den statslige reguleringspolitik under krigen brugte man bl.a. begrebet "krigssocialisme". Den politik kunne også fortsættes efter krigen.
Arbejderkul og agentvirksomhed
Samtidig med at Socialdemokratiet blev inddraget i den statslige reguleringspolitik, blev partiet også indvævet i de revolutionære bevægelser. Mest åbent i form af partiets tilknytning til den russsiske socialist Dr. Helphand, der i 1915 slog sig ned i København for at fremme en russisk revolution herfra. Dr. Helphand spillede en nøglerolle i at sikre Arbejderbevægelsens Fællesorganisations Brændselsforsyning tyske kul til at afhjælpe brændstofmanglen i Danmark. På den ene side var denne kulforsyning medvirkende til at give den danske regering lidt større spillerum over for britisk pression. På den anden side gav kulforsyningen en stor indtjening til arbejderbevægelsen, som dermed fik et så stærkt økonomisk fundament, at den bl.a. kunne oprette Arbejdernes Landsbank. Men da Lenin og bolsjevikkerne kom til magten i Rusland i efteråret 1917, blev trådene bl.a. trukket til København og dr. Helphand - og Socialdemokratiet måtte nu eksplicit lægge afstand til den revolutionære drejning.
